onsdag den 13. november 2013

En fantastisk, men sørgelig bog


Bogen Slip Livet, Lille Skat på Mofibo.com


Her sidder jeg og tænker på, hvorfor jeg har sat mig til at læse en bog, som bare får mig til at tude...? Måske det er fordi jeg bliver mindet om, hvor skræmmende det var, da nakkefoldsscanningen gav os høj risiko for Downs syndrom og andre misdannelser. En tanke man ikke kan overskue, når man bærer et lille nyt liv under hjertet, et liv, der uanset hvor kort eller længe man har ventet på det, altid er længe ventet og højt ønsket. Sådan var i hvert fald tilfældet for os. Men heldigvis sidder jeg i dag med en sund og rask lille datter, hvis ansigt lyser op i et stort smil, hver gang hun ser mig. Men med kærligheden følger også den store frygt for, at hun skal blive alvorligt syg og dø, eller at der på en anden måde skal ske hende noget. Jeg kan tjekke om hun trækker vejret, er for kold/varm eller lignende adskillige gange og stadig være i tvivl. Når hun græder meget, tænker jeg på om der er noget alvorligt i vejen. Når hun sover for tungt, tænker jeg på om der er noget i vejen... Ja, jeg er svær at stille tilfreds nogle gange. 

Når jeg læser historier som den i bogen her, så går det op for mig hvor dyrebart sådan et lille liv er, og hvor meget jeg har elsket hende fra hun blev til i mødet mellem to celler. Og hvor heldig jeg har været. Nogle mister deres barn, mens det stadig er et lille foster indenfor de første 12 uger af graviditeten, sådan som en af mine veninder desværre har været ude for flere gange. Andre mister deres barn senere i graviditeten, når barnet fødes inden det er helt færdigudviklet. Og nogle mister, som moderen i denne bog, deres barn, fordi det fødes med misdannelser, der ikke giver det ret store chancer for at overleve. Jeg har indtil videre trodset alle disse odds. Og selvom jeg stadig frygter, at der skal ske min lille prinsesse noget, så skal jeg måske alligevel lære, at værdsætte og nyde hvert lille øjeblik med hende... 

Hun bliver stor alt for hurtigt!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar