Utålelige narcisister, NEJ TAK!

Her til morgen lå jeg i sengen og så Bridezillas efter jeg havde sendt min stakkels mand på arbejde. Og jeg lå og forargede, forundredes og irriterede mig over de skrækkelige kvindemennesker. Sådan kan jeg ikke selv forestille mig (eller som manden siger, så får jeg aldrig lov til at blive sådan! ;) ) at blive/være... Men jeg synes bare den slags personer er overalt. Både på tv og i det virkelige liv. Jeg har da også mødt den slags personer. Og jeg synes ikke der findes noget mere usympatisk end mennesker, der opfører sig som et barn i trodsalderen. Sådan som en af brudene i tv-programmet gjorde. Hun græd krokodilletårer i telefonen til den kommende mands kammerater for at få dem til at afblæse den stripper, som hun var overbevist om de havde bestilt til mandens polterabend. Ja, jeg ville da heller ikke synes om, at en anden kvindes nøgne krop skulle gnides op af min mand, men hvis nu bare det kun er en (forhåbentlig) harmløst stripper, så går det vel. Og jeg tror da ikke, at jeg har evner til at manipulere min mands venner til at lade være. Og jeg skal nok heller ikke vide noget om det. Men det her kvindemenneske var nedladende og snobbet overfor alt og alle, hvorefter hun krøb op i skødet (!!!) på sin far, der gav hende ALT hun pegede på og fandt sig i ALLE hendes luner!!! For det første kan jeg ikke forstå at nogen vil giftes med sådan en utålelig parodi på et menneske. For det andet, så synes jeg at alle forældre, der opdrager deres børn til at tro de kan få alt hvad de peger på, at ALLE skal indpasse sig efter hvad denne person ønsker og vil, og at de er bedre end andre, skulle SKAMME SIG! Og de, forældrene altså, trænger efter min mening selv til en røvfuld af dimensioner. 

Nej, verdenen roterer ikke rundt om dig og du er ikke solen i andres univers!

Børn i 2-3-4 års alderen skal igennem en trods-fase, men hvis den består indtil barnet er i 20+-alderen, så der det altså på ingen måder charmerende længere! Sådan nogle mennesker giver mig bare en ustyrlig lyst til at ruske dem hårdt (for at prøve at få hjernecellerne til at falde på plads). Mine (kommende) børn skal opdrages med respekt for andre. De skal altid vide at de er elskede, men samtidig også at man skal lytte til andres synspunkter og vide at de ikke er bedre end andre. At alle mennesker er noget værd, og at man skal behandle andre ordentligt, om end man ikke skal være dørmåtte for andre heller. Man skal være den bedste man selv kan være og se det gode i andre. 


Det irriterer mig eksempelvis også, hvis nogen ikke viser faglig stolthed. En person, der siger: "Jeg er kun rengøringsassistent..." eller "Jeg er jo kun social- og sundhedshjælper..." gør mig også gal. Det er ok, at man ikke ser sig selv som rengøringsassistent eller lignende resten af sin arbejdsaktive alder (hvilket i mit tilfælde vel er sådan ca. 44 år endnu eller lignende...*suk*), men selvom man er på vej et andet sted hen, så han man stadig en stor værdi der hvor man er nu. Jeg synes det er fedt, at der er nogle, der vil være rengøringsassistenter, skraldemænd, arbejde i butik og lignende, da det er ting jeg ikke selv gider lave, hvis jeg kan blive fri. Så jeg synes det er fedt, når der er en, der har valgt at gøre rent eller stå køkkenet på min arbejdsplads. For så har jeg mulighed for at gøre det, som jeg har uddannet mig til; nemlig at passe og pleje borgerne, fysisk og psykisk.


Tak! :)

Et kapitel er overstået

I dag blev et kapitel overstået i mit liv. En dør er lukket, mens en anden har åbnet sig. Kl. 9 i dag blev min gamle lejlighed synet og tre stk. nøgler afleveret. Der var heldigvis ingen anmærkninger, hvilket vel betyder, at jeg om, hvad der nok bliver, nogle uger får hele mit indskud tilbage. Selvom pengene er lånt i banken, burde det stadig blive en slags penge, jeg får tilbage. Og de vil falde på et tørt sted, da flytningen, om end kun til en lejet bolig, har været dyr. Det veloverståede fraflytningssyn blev fejret sammen med manden og min skønne mor på Baresso. I næste uge venter indflytningssynet i huset, hvilket burde blive noget mindre nervepirrende! ;)

Hvem pokker har bestilt det her???

Ja, jeg spørger bare! For jeg har bestemt ikke bestilt de mørke skyer, som vor herre sender vores vej lige nu! ;) Nej, send mere varme, sol og sommer! Og gerne BÅDE inden min ferie og i min ferie...

Hækken klippet, tjek!

Endnu en meget aktiv dag overstået. Jeg ærgrer mig lidt over at jeg glemte at slå Endomondo til under mine mange cykelture idag. Det ville der nok have været noget prestige i... ;) Synes godt jeg kan mærke det nu, hvor jeg er kommet ned at sidde. Og da manden kom hjem fra arbejde bestemte han sig da lige for, at den nye hækkeklipper, som blev købt nu da vi skulle flytte i hus, lige skulle indvies. Ja, jeg klagede ikke, for det ser da pænt ud med nyklippede hække. Og ja, så blev alle hækkene da lige klippet inden aftensmaden. Jeg skulle bare hjælpe til med at rive det afklippede hæk sammen. 

Et styk klippet baghave-hæk

Bagsiden af medaljen var desværre bare, at undertegnedes lasagne, som vi skulle spise til aften led overlast. Kombinationen af havearbejde under madlavningen og en ovn, som jeg ikke helt kender endnu... Ja, den fik altså for meget farve. Mon faktor 50 havde hjulpet? Nå, spøg til side! ;) 

Sammen med en rest af det råkost med rosiner og valnødder, som jeg lavede igår, så var det nu ikke rent galt! :) Indrømmet, så burde vi nok have drukket vand til (eller måske mælk... Hørte i dagens "Go'Morgen Danmark", at indtag af mælk og yoghurt skulle forhindre huller i tænderne. Dejligt med tanke på, at gebisset gerne skulle holde livet ud og desuden også med tanke på de høje tandlæge-priser...). Men vi er vist begge lidt cola-o-maner, og drikker gerne cola til mere eller mindre alt. Selvfølgelig noget vi bliver  nødt til at ændre på, når vi en gang får børn... ;)

Dagens positive psykologi

Jeg fandt lige den her på Facebook. Og syntes den skulle en tur på min blog. Fordi både jeg selv og andre (tror jeg) sikkert har brug for at huske os selv på, hvor gode vi er. KUN fordi vi er os. Og ingen anden. Omvendt søger mine tanker i samme nu til en person, som jeg ikke synes kan leve efter disse "visdomsord". Tror personen allerede gør det. Desværre. Men nok om det. For jeg tror faktisk at vi alle ville skabe en bedre verden, hvis vi vågnede hver dag og tænkte: "I dag vil jeg være den bedste, mest kærlige, medmenneskelige og empatiske version af mig selv, som jeg overhovedet kan!" Men jeg ved godt, at det ikke er let. Vi må starte i det små, arbejde os op. For jo flere dage vi vågner og tænker: "I dag bliver en god dag! I dag vil jeg gøre en forskel!", jo mere hjemmevant vil vi føle os i denne måde at tænke på. Og så burde vi også med tiden kunne blive et bedre menneske. Uden at skulle ligge under for andres syn. Men kun ved at være tro mod os selv. Ved at være den bedste version af den eneste person vi kan være. 


Os selv!

Sådan RIGTIGT huslig

    

I dag har jeg været huslig. Sådan RIGTIGT husligt! En vaskeægte (på flere måder end én!) hausfrau. Jeg har vasket tre maskiner tøj, der nu hænger på tørrestativet udenfor i haven. Jeg har bagt brownies. Jeg har vasket op i opvaskemaskinen og i hånden. Jeg har handlet ind. Jeg har lavet dejlig aftensmad (nakkekoteletter med en rest hjemmelavet kartoffelsalat fra i lørdags, hvidløgsflutes og gulerodsråkost med rosiner, citronsaft og valnødder). Jeg har smidt en sæk i affaldscontaineren. Og jeg har været ovre og få registreret min kat hos afdelingsbestyrelsen. Nu hedder det så blogging (eller hvad det nu kaldes at skrive en blog), tv og hygge på sofaen. Katten hygger på sin vante plads på sengen i gæsteværelset. Og manden er taget i klubben. På min scooter. Men så skal man jo ikke slås om fjernbetjeningen (som vi oftest gør i stuen, selvom der også findes et tv i soveværelset... ;) )

Nå ja, og apropro vasketøj...

...Så er det faktisk ikke HELT umuligt at nå bunden i vasketøjskurven! ;)

Grillaften

    

Så har hele min dejlige familie været samlet til et kombineret "hænge-ting-op" og "indvielse-af-grillen"-party. Skide hyggeligt. Og jeg fik som den ægte hausfrau, som jeg forsøger at være/blive, lavet hjemmelavet kold kartoffelsalat efter opskrift fra "God Mad - Let at lave" (tak svigermor, for at give din søn den! ;) ). Syntes egentlig det var ret godt gået efter at have været på arbejde. Og min flittige mand og stedfar har også haft travlt. Sikke en masse ting de fik hængt op! :) Desværre lykkedes det i dag katten at vælte en hylde ned fra væggen (eller måske var det naivt at placere en svævehyldet ret tæt på kradsebrættet og desuden med alt arvesølvet på...), og få smadret end del. Dumme kat, som insisterer på at skulle kravle rundt på ALT!!! Men når hun vender sit søde hoved mod mig og er så kærlig og kælen, så er det bare svært, at skælde ud. Det er sikkert sådan folk har med deres egne børn også... :D

Men skål for vores nye hjem! :)

Goddag fortid

I dag får jeg besøg af to gode ting fra min fortid. To gode mennesker faktisk. Mine børn, der egentlig hverken er MINE eller helt børn mere. Ikke små børn i hvert fald. For den ældstes vedkommende er hun nu blevet hele 15 somre ung. På trods af, at det ikke ligefrem endte lykkeligt med deres far, så er jeg glad for at jeg i sin tid mødte ham. Jeg lærte en masse om mig selv. Jeg udviklede mig og blev klogere på forskellige sider af mig selv. Og jeg mødte disse to skønne piger, som jeg stadig har kontakt med. Nogle gange sporadisk, men hvad kan forvente af en teenager og en næsten-teenager? ;) Måske lidt øv bare, at jeg skal prøve at rydde op i rodehytten inden de kommer. Og cykle op og handle ind til aftensmad. Stegt flæsk med persillesovs. Mandens favorit. Eller en af dem, i hvert fald! ;)

Dagens sure opstød

Jeg starter dagen i dag ud med en blanding af vrede og latter. Det usle lille menneske har efterladt en hadefuld kommentar til et andet indlæg på en anden af mine blogs. En kommentar, der røg direkte i Bloggers spam-filter... Tak Blogger! ;) Skønt at andre også kan gennemskue hendes ord. Men derfor pisser hun mig stadig af. Selvom det hun skriver mest af alt er latterligt. Eneste grund til, at jeg ikke har skrevet noget på den anden blog er vel at jeg ved at hun læser den. Og at jeg ikke gider have noget med hende at gøre. Eneste grund til, at der alligevel kom endnu et indlæg igår var, at hun havde skrevet en led kommentar til dét, der skulle have været bloggens sidste indlæg. Modsat hende, så har jeg ikke skrevet noget om hele "situationen" i den mellemliggende tid. Alligevel mener hun, at det er mig der lufter mit snavsede vasketøj offentligt. Gør alle med blogs ikke det? Er det ikke hele idéen med blogs? At man deler tanker, gode såvel som dårlige, med cyberspace? Jeg har bare lyst til at sige; så la' da vær'! Hvis ikke du bryder dig om det jeg skriver, så LA' DA VÆR' MED AT LÆSE MIN BLOG!!! Og apropro snavset tøj, så mindes jeg, at hun selv har lagt et billede af sin vasketøjskurv ind på sin blog... Tror da pokker at hun aldrig bliver færdig med at vaske tøj, når hun bruger al sin tid på at følge min blog og sende syrlige kommentarer... *griner* Hvorfor kan man ikke bare være enige om at være uenige? Jeg vil aldrig se hendes synsvinkel på hele denne historie og hun vil aldrig se min synsvinkel. Længere er den ikke. Og jeg behøver ikke læse al det lort hun skriver, lige så lidt som, at hun behøver at læse mit lort. 


Tak og farvel! ;)

Mand med mis

Her har manden i mit liv indfanget vores kat. Hun veksler stadig mellem at gemme sig under sengen og nysgerrigt følge viceværterne, når de slår græsset på fællesarealerne... Jeg frygter, hvad der senere kan ske, når hun bliver mere hjemmevant i huset!

Hausfrau'ens opståen

Jeg er flyttet. I hus. Og katten er næsten kommet til sig selv igen. Selvom hendes edderkoppe-jagtinstinkter lader meget tilbage at ønske... Man placerer missekatten lige foran edderkoppen, der naturligvis løber, men katten ænser den næsten ikke. Den vil bare kæles med.. Så nu sidder jeg i sofaen og ser Amalies Verden og tænker på, hvor umoden og impulsstyret pigen virker. Og hvor meget hun minder mig om andre mennesker jeg kender. Mennesker jeg egentlig ikke gider bruge tid på, men som bliver ved med at dukke op i min bevidsthed alligevel. På de mest latterlige måder. En kommentar på min blog. Og derefter åbenbart en masse skriverier om mig på hendes blog. Jeg pendler mellem at le ad hendes umodenhed og måden hvorpå hun hele tiden forsøger at opsøge konflikter og så den bundløse vrede over, at hun tilsyneladende slipper afsted med ALT. Men jeg må bare holde fast i min beslutsomhed. Holde fast i, at hun nok skal få hvad hun fortjener. Og holde fast i, at jeg ikke gider bruge min energi op hende. Jeg vil fokusere på alt det gode i mit liv. Min familie og mine venner. Mit job. Mine interesser. Jeg sletter hendes kommentar. Det er min måde at sige, at jeg ikke gider beskæftige mig med hende og min tidligere bror. Sige, at de ikke eksisterer for mig mere. Ja, det er ingen hemmelighed, hvem jeg snakker om. Hvis hun kan, så kan jeg også. Næste sommerforudsæt må være, at modstå fristelsen for at gå ind og grine af hendes latterlige blogs. Tre gange må være nok. Latterlige lille menneske!