Men nok om det, for det var slet ikke hvad dette skulle handle om...
Jeg kan stadig huske, da jeg blev vækket fordi mor skulle på sygehuset og føde. Det er nu 24 år siden. I dag kl. 12.35 var det præcis 24 år siden han kom til verden. Min lillebror. Igennem vores opvækst har der været gode og dårlige perioder. Perioder, hvor søskende rivaliseringen gik lige lovlig voldsomt for sig. Men som vi blev ældre synes jeg vi fandt sammen igen, selvom jeg nu godt kan se, at vi nok aldrig var helt tætte alligevel. Men det er også OK. Vi var og er forskellige og hvor jeg nok altid mest har slægtet min mor på og taget hendes parti, så var han nok mere sin (ja, egentlig vores...) fars søn. Og sådan er det vel gerne med børn. Det gjorde naturligvis også, at jeg havde sværere ved at forstå ham, hans måde at se tingene på og hans humor. Og dette blev mere og mere udpræget de seneste år. Men jeg havde da alligevel altid troet, at vi ville være en familie.
For 3-4 år siden, jeg kan ikke huske det præcis, mødte han den kvinde han nu skal giftes med. En kvinde, der ligesom han selv, havde et barn i forvejen og de blev én stor familie på godt og ondt. Min bror gik ind som far for hendes datter, noget jeg synes var meget stort og flot af ham. For jeg ved selv, at det ikke altid er helt enkelt, dét der med at agere forælder for andres børn. Men måske det er nemmere når den forælder man erstatter i samværet ikke er der? I mit tilfælde havde børnene en mor, som de boede hos i det daglige, mens min bror erstattede en far, der kun var økonomisk inde i billedet men aldrig havde været der fysisk.
Men det blev efterhånden klart, at vi ikke klikkede, min bror kæreste og familien. Vi gik skævt af hinanden og de skabte konflikter. Vi var meget forskellige og så meget forskelligt på mange ting. Og det skabte ofte en trykket stemning, når vi alle var sammen. Vi brød os ikke om hendes synspunkter og måder at fremføre dem på, og hun følte sig som en dørmåtte, der aldrig kunne sige noget rigtigt. Og begge dele var nok sandt. Det blev en negativ spiral, hvor hendes udtalelser gjorde os mere negativt stemt til hende og vores negative holdning til hende sikkert bare satte hende endnu mere i opposition. Jeg kan jo ikke udtale mig om hvad hun helt præcist har følt og tænkt, kun hvad jeg har kunne læse mig til på hendes blog og i hendes sms'er, mails, og kommentarer på min blog.
For et par år siden var der alvorlige problemer for første gang. Jeg kan forstå at der var nogle måneder, hvor der ingen kontakt var mellem ham og vores mor. Men det blev løst og det fjernede en del af den trykkede stemning igen. Det var atter skønt at være sammen til familiesammenkomster og jeg nød det faktisk rigtig meget. Jeg ville gerne have et godt forhold til både min bror, svigerinde og børnene. Og jeg ville såmænd gerne passe min svigerindes datter, min niece. Desværre blev jeg gerne spurgt i sidste øjeblik eller også faldt det sammen med, at jeg skulle arbejde i weekenden (den pris man betaler, når man arbejder i hjemmeplejen). Men i løbet af det seneste år skete der igen noget. Jeg kan ikke være sikker på hvad det var. Jeg har siden bl.a. fået at vide, at det var fordi de ikke kunne udstå min kæreste. Synd for dem, men lige så lidt, som jeg kan påtvinges at elske min brors kæreste ubetinget, lige så lidt kan de tvinges til at elske min. Jeg har aldrig selv set noget, der kunne forklare denne antipati, men jeg er jo også inhabil i sagen, da det jo er MIN kæreste det omhandler. Jeg har god svært ved at se, at det skulle være den eneste grund til det, der nu er sket.
I pinsen eksploderede det hele og jeg mistede en bror. Hvad der helt præcist skete finder jeg nok aldrig ud af, for hver gang jeg har forsøgt at få ham i tale har han afvist. Igennem sin kommende kone sagt, at han var dybt skuffet over mig og at jeg har såret ham dybt. Jeg står tilbage som et spørgsmålstegn. Vil gerne vide, hvad det er jeg har gjort. Men han er tavs som graven. Og kun hans kommende kone lader høre fra sig. Men jeg kan personligt ikke bruge hendes ord og forklaringer til noget. Hvis han mener noget, må han selv sige det til mig. Men det vil han ikke.
I dag dukker han op i mine tanker igen. Dukker op fordi, der i min kalender er to udstregede begivenheder. Igår, hvor familien skulle have fejret ham og i dag, hvor hans fødselsdag stod skrevet med store bogstaver. Jeg begræder ikke at han er væk, sådan som det var blevet. Jeg bliver stædig som et æsel, for jeg har brugt alt for meget af mit liv på at prøve at blive den person alle andre gerne vil have mig til at være. Og det gider jeg ikke mere. Jeg kan ikke forstå hvorfor det kun er nogle, der må sige deres mening? Det er en hård proces at gøre op med behovet for at alle kan lide mig og behovet for at undgå konflikter, men jeg er begyndt at indse, at det er det rigtige for mig. Jeg har indset, at jeg ikke bliver mere lykkelig af lade som ingenting. Og de personer, der virkelig kan lide mig for den jeg er, de kan også godt lide mig, når jeg siger fra. Og dem, der ikke kan lide mig... Ja, de er nok alligevel ikke værd at samle på, når det kommer til stykket.
Sidst jeg hørte fra min brors kommende kone skrev hun, at han nu ikke en gang ville hilse på mig, hvis han mødte mig på gaden. Indeni trak jeg lidt på skuldrene af det. For jeg har ikke lyst til at hilse på ham heller. Jeg vil ikke vide hvad jeg skulle gøre, hvis jeg mødte nogle af dem på gaden en dag. For hele denne situation har gjort mig så uendelig vred. Det lyder skrækkeligt.... Men min tanke herefter var, at jeg ville ønske de alle var døde. Og forstå mig ret. Jeg går ikke rundt og planlægger mord eller tænker på skrækkelig måder de kan komme af dage på. Forklaringen er ganske simpelt, at jeg på den måde kunne sætte et endeligt punktum for den del af familien, den del af mit liv. Jeg har ikke lyst til at tænke på, at jeg kan støde på dem, når jeg mindst venter det. Det ville være lettere at begræde den bror jeg en gang havde, hvis det var fordi han var død. Nu er det kun personligheden, der er død, mens skallen, der stadig ligner den bror jeg havde, stadig er der. Jeg ved bare ikke hvad det er den indeholder... Og det gør mig ekstra ked af det. For jeg kan ikke forstå, hvordan man kan vælge sin familie fra. Jeg kan ikke forstå, hvordan han kan vælge vores familie fra.
Min mor snakkede en gang om, at hun ikke har nogen at dele minderne om hendes forældre med, når de en gang begge er borte. Jeg var kun tre år gammel, da min onkel blev dræbt i en trafikulykke, så nu er hun det eneste barn, der er tilbage. Min bror lever stadig. Men alligevel er jeg blevet enebarn. Meget kan nå at ske, men jeg ved ikke hvordan vi nogensinde skal kunne få et normalt forhold igen, selvom han en dag skulle forsøge at vende tilbage til familien. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne have tillid til ham...
Tillykke derude, håber du ved, hvad du gør...
Anyways... I wish him a happy birthday, and hope that the brother I lost will one day return and explain himself... Happy B-day, bro!
Jeg faldt tilfældigvis lige over din blog og har læst den fra ende til anden :-)
SvarSletDu skriver rigtigt godt - især indlægget omkring din morfar var rigtigt flot. Jeg vælger dog lige at kommentere på det her.
Sikke en sørgelig situation du beskriver her. Det er noget så trist når der sker brud i en familie og du skriver bare så dybfølt omkring det.
Hvor må det være svært for dig at I ikke kan tale sammen, din bror og dig. Men oftest er det jo det, der sker når en situation og relation bliver knudret. Jeg kan godt forstå det er svært, når der kommer en "fremmed" ind i familien som man ikke kan lide. Men din svigerinde har nok også haft det svært som ene kvinde mod en hel familie, der ikke bryder sig om hende. Det kan jeg i hvert fald godt forstå, hvis det har sat hende i opposition - og mon ikke også det er dér skoen trykker for din bror? Jeg tænker, ligesom dig, at det nok ikke er pga. din kæreste at din bror vælger familien fra. Derimod tænker jeg, at det nok er pga situation med din svigerinde. Som du skriver så er de to, med deres to børn, en sammenbragt familie på godt og ondt, så det må være rigtigt svært for din bror at hans egen familie ikke kan lide den kvinde han har valgt at skulle giftes med, og som han har en familie med. Det er svært, at kile sig imellem en mand og hans kone/forlovede/kæreste - ofte bliver det jo tolket som at I ikke respektere hans valg af kvinde, og det er svært, tænker jeg, for en mand at kapere. Så selv om det garanteret har været svært, at vælge jer fra - så har han valgt sin kæreste til. Og når en mand skrider til så drastiske midler, så er den her kvinde nok kommet for at blive - hvad end hans familie så synes om det.
Men, hvor ville jeg ønske for dig, at I kunne finde ud af det og få løst op for knuderne. Især fordi man tydeligt kan læse din smerte imellem linjerne. Jeg håber for jer, at enten din bror, svigerinde, dig eller noget af din familie tager bladet fra munden og får talt ud. Det er nok den eneste måde, at få løst problemerne selv om det kræver noget hår på brystet, at være den, det melder ud først.
Hilsen Sandra
Hej Sandra!
SvarSletJa, jeg er ikke i tvivl om, at det også har været svært set fra hendes side. Men jeg forstår ikke, hvorfor vi har haft det godt i perioder og kunne snakke sammen og så er det pludselig gået helt i hårdknude igen. For vi har også haft gode perioder. Vi har prøvet at række hånden ud, men det er ikke blevet modtaget. Der er ikke mere vi kan gøre lige nu, desværre. Der er p.t. for meget ondt blod mellem os og vi har brug for en undskyldning for ting der er sagt og skrevet fra deres side, ligesom de sikkert også ønsker en undskyldning fra os. Men det kræver, at alle parter kan sætte sig ned og være lydhøre overfor den anden parts synspunkter og få snakket ud, og det har ikke været muligt hidtil. Det var faktisk et sådan ønske, der satte opbruddet i gang.
Men jeg håber da, at du kunne have lyst til at læse min blog fremover og så vil jeg prøve at være mere positiv! ;)
Tak for det fine svar, Christina.
SvarSletDu skriver, at I har haft gode perioder før. Så handler det vel ikke om, at hun bare ikke kan lide jer, er blevet væk fra arrangementer i jeres familie, ekskluderet jer og forfordelt jer ifht sin egen familie. Klassiske eksempler, når det er svigerinde/svigerdatter, der skaber problemer.
Er problemet "bare" at I går skævt af hinanden? Fordi, hvis det er fordi I ikke kan lide hende og har givet udtryk for det overfor både hende og din bror, fordi hun er for forskellig fra jer andre, så er det jo svært at være sammen i en familie. :-) Der er jo ingen, der har lyst til at bruge tid med mennesker, der ikke bryder sig om en eller ikke kan respektere ens holdninger og meninger. Er det derfor de har skabt konflikter? For at markere grænser? For så forstår jeg godt, at de har afvist, at få renset luften. Især, hvis det har været med den hensigt, at gøre hende forkert og jer rigtig. Ej - det her lyder godt nok lidt hårdt, sådan er det OVERHOVEDET ikke ment. :-) Jeg prøver bare at give dig nogle indgangsvinkler og jeg kan jo skyde helt forkert, eftersom jeg intet kender til historien.
Man kan jo ikke være forkert som menneske. Man har sine egne holdninger og meninger baseret på erfaringer man har gjort sig. Derfor kan man enten gå skævt af hinanden eller acceptere hinandens forskelligheder. Det er svært. Men nødvendigt. Også i familier. Især, når der kommer "fremmede" ind i den. Jeg tror det har været, og stadigvæk er svært, for din bror ikke at se sin biologiske familie. Det har garanteret også været svært for din svigerinde at acceptere, at børnene har mistet en hel familie på den ene side. Det er garanteret også svært for din mor ikke at se sin søn og sine børnebørn. Men din bror kan jo ikke være i jeres familie uden at skulle vælge sin egen familie fra - især når man tænker på at der er barn/børn , der skal opleve at deres mor ikke er god nok til at deltage i jeres familie. Det er vel de færreste, der vil udsætte sine børn for det?
Men ja, der er altid to sider af en sag. Hun har garanteret trådt jer over tæerne og omvendt. Det sker i alle familier - det er måden man takler det på, der skiller vandene. Måske, foranledet af tidligere konflikter, er din bror og svigerinde bare knækket i den her konflikt. Man kan kun strække et elastik så langt inden det springer. Og det lyder jo som om det er sprunget. Det hele. Også for jer. Jeg får fornemmelsen af at dig og din svigerinde egentligt har haft et ok forhold? Og at I sagtens har kunne tale sammen? Hvis det er dig og hende, der står hinanden "nærmest", så kunne du måske tage første skridt? Måske vil hun jo egentligt gerne have løst det, men har svært ved at tage "kampen" mod en hel familie? Man kan jo sige, at der er alt og vinde og intet at tabe :-)
Jeg tror ikke man løser en konflikt med undskyldninger. Jeg tror man slår en streg i sandet og ser fremad. De får ikke ret - og I gør heller ikke. Enten glemmer man de grimme ting, der er sagt eller så bliver man i det. Måske er de villige til at glemme, hvis I er? Jeg tror da ikke det er umuligt, at I får et tåleligt forhold til hinanden igen, hvis I får talt ud. Men det kræver jo at man lader mudderet og vreden blive hjemme, selv om det er svært. Og så kræver det også at man acceptere og respektere hinanden, selv om man står i hver sin ende af spektret.
Og så er det jo snart jul. :-)
Jeg kan sagtens se det du siger. Men desværre må jeg også sige, at nej, du kender ikke hele historien og det er utrolig svært at forklare det. For jeg føler jo at den dårlige stemning eskalerede set fra min synsvinkel, da jeg og min kæreste plus andre i familien begyndte at sige fra overfor hende. For jeg er 100 % enig i, at man ikke altid hverken kan eller skal være helt enige, for det er ganske simpelthen ikke muligt. Derfor må jeg nu indrømme at jeg ikke gider spille tid på mennesker, der ikke kan acceptere mig for den jeg er og som ikke selv ønsker at efterleve det de forlanger af andre. Så jeg tager skam det du siger som nogle gode indspark og synsvinkler, og jeg sætter stor pris på, at du har taget dig tid til, at skrive disse mange ord til mig, da jeg ser det som at jeg har vækket nogle tanker i dig med det jeg har skrevet. Så tusind tak fordi du engagerer dig i min blog! Læs endelig videre! :)
SvarSletKram og glædelig (snart)-jul fra Christina
Åh Christina - jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige! Hovedrystende og slet ikke noget man kan genkende .. Håber at I alle trods alt er okay.
SvarSletKram Ditte