fredag den 31. maj 2013

Dagens køb

I dag drog jeg på Hjallerup Marked med min svigerinde, Tinsoldatens lillesøster og hendes datter, vores dejlige niece Josephine. Og det kunne jo ligesom ikke passe bedre, at vi i tirsdags fandt ud af, at min tykke mave også gemmer på en lille pige. Derfor kunne markedsturen jo på ingen måde ende anderledes end, at jeg købte mig fattig i tøj og legetøj til prinsessen! :)
Her har vi så dagens fangst:
3 bodyer med korte ærmer
1 soldragt/heldragt
1 natdragt
2 solhatte fra WHEAT
3 stk. legetøj fra Lamaze og
1 blomsterrangle fra H&M

Jeg er specielt vild med den lyserøde body med påskriften "Hvis du synes jeg er sød, så skulle du se min mor". Sådan en fik Josephine også med hjem fra markedet! ;)

Og igår kom en veninde over med en stor pose fuld af tøj, et legetæppe og andet godt til den lille, som jeg kunne købe billigt af hende. Vi er faktisk ved at være ret godt med på beklædningsfronten efterhånden, tror jeg... :D

De fleste af tingene fra min veninde

onsdag den 29. maj 2013

Forelsket...

Jeg er forelsket, kort og godt...

Ikke i en ny mand (det er simpelthen for besværligt at skulle træne og modellere en ny en af slagsen, så jeg tror bare jeg beholder Tinsoldaten)...

Nej, jeg er simpelthen forelsket i min datter :)




I går var vi inde og få lavet en dyr (og måske rent økonomisk set ret unødvendig) 3D/4D scanning af junior hos Aalborg Graviditet og Scanning i Sundhedens Hus (et sted jeg VARMT kan anbefale ALLE der går i tanker om at smide lidt penge efter sådan en scanning af vidunderet i maven). Junior har nemlig hidtil konsekvent ligget med benene samlet til ALLE scanninger jeg ellers har fået lavet. Og jeg var ved at blive sindssyg over ikke at vide om jeg skulle finde søde smækbukser til en søn eller nuttede kjoler til en pige. Det samme kan jeg vist roligt sige gør sig gældende for resten af både min og Tinsoldatens familie.

OG ENDELIG!!!

Ikke ret langt inde i scanningen kom beviset! Tinsoldaten spurgte sygeplejersken, der foretog scanningen om hun kunne se kønnet, hvortil hun svarede at hun helt klart mente, at det var en pige, men at hun nok skulle scanne efter og finde et endeligt svar og det gjorde hun så...

Der var bestemt ikke megen tvivl om kønnet, det hun scannede junior nede fra. Her så vi helt tydeligt en revne med to fine skamlæber omkring (stakkels barn, der skal finde sig i at blive udsat for dette af sine forældre... :D) og hun scannede henover flere gange senere også, så vi ikke skulle være i tvivl. Mors lille prinsesse vejer nu 1152 g og jeg synes, naturligvis, at hun er det smukkeste barn jeg nogensinde har set!

Vi valgte at afsløre nyheden for familien ved at give "mormor" og "morfar" en savlesmæk hver, hvorpå der stod hhv. "Mormors skat" og "Morfars prinsesse" (eller lignende ordlyd), for som vi sagde, så skulle det være lidt specielt med første barnebarn (som min mor hele graviditeten har sagt ville blive en pige...). Efter overrækkelsen drak vi kaffe og så skulle alle billederne og filmen fra scanningen lige gennemses af de vordende morforældre og oldemor. 

Jeg må indrømme, at jeg sagtens kunne se filmen en gang mere her til aften, hvis det skulle være... ;)   

lørdag den 11. maj 2013

Dagens outfit til konfirmation


I know, I know... 

Det er über selvfedt, at blogge om, hvor lækker man selv synes man er, når man er gravid... :D 

Og det synes jeg egentlig også langt fra altid at jeg er. Men somme tider er det dejligt, at have denne slags billeder at kigge på, når man har en af de dage, hvor man føler sig knap så sexet og mere som en gumpetung flodhest. For det KAN altså lade sig gøre, at se godt ud og gøre noget ud af sig selv, selvom man er gravid. Dette billede er taget inden Tinsoldaten og jeg skulle til konfirmation hos hans fætter for en uges tid siden. Kjolen er fra Boutique Mamma i Nørregade i Aalborg (hurra for butikker med lækkert tøj til tykmavede kvinder! ;) Altid godt med en grund til at skifte garderoben ud!) og tørklædet er fra H&M.