Det kan selvfølgelig også være al den sygdom, der gør mig gal, og ja, det gør mig faktisk også gal! :D Jeg har næsten ikke bestilt andet end at være syg siden jeg fødte prinsessen. Jeg begynder seriøst at tro, at hun har taget mit immunforsvar med sig på vejen ud. Det er vel ikke meget anderledes end dengang min bror, H, The one we don't speak of (hahaha!), sagde, at han havde glemt i akvarium i mors mave. Hyggelig tanke...
Nå, men jeg er i hvert fald rendt ind i den ene forkølelse efter den anden, maveinfluenza, halsbetændelser, you name it! Jeg gider snart ikke mere. I lørdags gik jeg glip af min gode venindes polterabend, da jeg lå i sengen med høj feber og halsbetændelse. Nu satser jeg på at være klar til hendes kombinerede bryllup/barnedåb, hvor jeg også skal stå fadder til hendes søn. Fadder for første gang. Ja, jeg har fået titlen viftet under næsen et par gange før med H's afkom, men er blevet snydt begge gange. Godt gået at den første og hidtil eneste gang jeg skal stå fadder er for en venindes barn og ikke for et familiemedlem. Men hellere være det for nogen der værdsætter en, frem for folk, der bagtaler og tramper på en, samtidig med, at de kalder sig familie. Jeg glæder mig i hvert fald.
Noget andet, der har naget mig, faktisk det, der har naget mig mest (nu, hvor jeg har haft alt for meget tid til at tænke!), er kontakten med mine tidligere bonusdøtre T og F. Nå ja, eller manglen på samme. Jeg var i deres liv som bonusforælder fra de var 4 og 7 år gamle og 4 ½ år frem. I dag er de snart 14 og 17 år gamle. Da jeg var sammen med deres far sagde den ældste pige T gerne, at hun ville bo hos mig, hvis hendes far og jeg gik fra hinanden. Da vi så gik fra hinanden havde jeg stadig kontakt til pigerne, som jeg sms'ede og skrev med på Facebook. De kom også og besøgte mig og flere gange skrev T om jeg var hjemme, da hun så ville smutte forbi efter skole. Jeg boede ikke så langt fra pigernes skole dengang. Men jeg kunne da godt mærke, at kontakten blev mere sporadisk som tiden gik. Jeg har forståelse for, at andre ting begynder at fylde, efterhånden som man bliver teenager og får kæreste på. Men jeg har hele tiden syntes, at det var/er meget irriterende, at de ikke har husket min fødselsdag. Jeg mener, om ikke andet, så husker Facebook en vel på den slags nu til dags? I år mener jeg ikke, at der var nogen af dem, der huskede dagen. Sidst jeg så pigerne var juni 2012. August 2013 kom min prinsesse, men T og F har endnu ikke været her for at se hende. Det havde jeg godt nok troet de ville. Jeg siger gang på gang, hver, sjælden, gang jeg skriver med dem, at de ved de er mere end velkomne hos mig og Tinsoldaten. Tinsoldaten har også gjort det klart for dem, at han bare synes det er dejligt, at jeg stadig har (havde?) kontakt til dem. Nu gider jeg snart ikke sige det mere, for der sker intet. De fortæller hvor meget de elsker og savner mig, men jeg føler bare det er kvalme, tomme ord. For de VED at de er velkomne i mit hjem og at jeg gerne vil bibeholde kontakten til dem. Men de er åbenbart vokset fra mig. Jeg synes i hvert fald, at jeg stadig er der for dem. For nogle dage siden var jeg lige ved at tro, at T gik forbi mig, da jeg passerede hendes gymnasium. Men det ville hun da ikke bare gøre??? Søde tøsebørn, hvis I læser dette; jeg skriver ikke dette indlæg for at hænge jer ud. Jeg skriver det for at ventilere mine frustrationer over den manglende kontakt. Under alle omstændigheder ønsker jeg det bedste for jer og savner jer.
KRAM! :)
Og for det ikke skal være så negativt alt sammen, så slutter vi lige af med et par forårsbilleder taget med mit elskede spejlreflekskamera (GO SONY!!!)
