Hausfrau med panikangst

Når man nu bliver en lille smule (læs: MEGET) panikangst, når Tinsoldaten meddeler, at der er fest hos en gammel kammerat. I GADEN af alle steder. Og vist også et skummelt sted (i hvert fald i mit hoved... ;) )... Ja, hvad gør man så??? Jo, man tager da en tur ud og overnatter hos forældrene! :) At det ikke helt fjerner panikken er jo så en anden sag... Men det gav mig da gode muligheder for at få tankerne afledt, samtidig som jeg kunne hygge godt og grundig med min mor, som jeg naturligvis ikke ser helt så ofte som før jeg både havde fuldtidsarbejde og "fuldtidskæreste". Nej, jeg klager ikke. Livet handler vel om at stifte familie og komme videre. Men det ER nu skønt at blive forkælet af sin mor. Det bliver man aldrig for gammel til, hvis du spørger mig. Det var bare ærgerligt, at jeg skulle tidligt op og på arbejde i dag... :( Omvendt var det skønt, at starte dagen ud med varme rundstykker med lun leverpostej, juice, kaffe og blødkogte æg... Ikke ligefrem noget jeg selv står og laver inden jeg skal på arbejde... ;) Og madpakken bestod af resterne fra gårsdagens middag (frikadeller med stuvet makaroni) og pepsi max. Så bliver det ikke meget bedre!
Og Tinsoldaten sendte billeder af sin mad (jeg elsker madbilleder!), godnatbeskeder og skrev pænt, da han kom hjem fra byen. Så selvom han driller mig konstant med mine dårlige nerver (fordi jeg er bange for, at der sker ham noget når han er ude og party med gutterne), så er han nu også sød og tage sig af mig! :)




Yesterday I went and visited my parents and slept over there. The reason? My boyfriend got invited to a birthday party at and old friends, and I wasn't invited. Besides I had to get up early and go to work, not the best time to go out partying and drinking all night long. And despite my panic I actually think my boyfriend should go out without me now and then. Just not too often! ;) And I enjoyed myself very much too, being spoiled by my mother, who made me breakfast and made my lunch for work too. And my boyfriend? Had a nice time. Sent me texts with pictures of his food (loooove food pics), sent me a goodnight-text and wrote me, when he got home from the party (safely I might add! ;) )


So... Neurotic over-and-out! :P

Eftertanke #2

Også i dag er lidt specielt. I dag kunne jeg have haft en bror, der blev 24 år. Men han har tavst valgt familien fra, fordi vi ikke længere indordnede os under hans og hans kærestes meninger og holdninger. Fordi jeg fik mig en kæreste, der om nogle, ikke gad sidde spydige bemærkninger overhørig og har sine argumenter på plads. Nå ja, og så tillod både min kæreste og jeg os at have en mening om børneopdragelse, PÅ TRODS AF, at vi ikke selv har børn. Som en af min kærestes kolleger sagde, da han hørte budskabet om, at man ikke må mene noget om opdragelse, når man ikke har børn selv, så er det vel det samme som, at man ikke kan have nogen holdning til at være gift, hvis man ikke selv er det (på trods af, at man lever papirløst sammen og har gjort det længe). Men jeg er med på, at det der med børneopdragelse er et betændt fænomen. Dog vil jeg da forvente mig, at mine venner og familie HJÆLPER MIG med at opdrage evt. kommende børn. At de er mine ekstra øjne og ører. Og at de fortæller mig hvis mine børn gør noget de ikke må. 


Men nok om det, for det var slet ikke hvad dette skulle handle om...

Jeg kan stadig huske, da jeg blev vækket fordi mor skulle på sygehuset og føde. Det er nu 24 år siden. I dag kl. 12.35 var det præcis 24 år siden han kom til verden. Min lillebror. Igennem vores opvækst har der været gode og dårlige perioder. Perioder, hvor søskende rivaliseringen gik lige lovlig voldsomt for sig. Men som vi blev ældre synes jeg vi fandt sammen igen, selvom jeg nu godt kan se, at vi nok aldrig var helt tætte alligevel. Men det er også OK. Vi var og er forskellige og hvor jeg nok altid mest har slægtet min mor på og taget hendes parti, så var han nok mere sin (ja, egentlig vores...) fars søn. Og sådan er det vel gerne med børn. Det gjorde naturligvis også, at jeg havde sværere ved at forstå ham, hans måde at se tingene på og hans humor. Og dette blev mere og mere udpræget de seneste år. Men jeg havde da alligevel altid troet, at vi ville være en familie. 


For 3-4 år siden, jeg kan ikke huske det præcis, mødte han den kvinde han nu skal giftes med. En kvinde, der ligesom han selv, havde et barn i forvejen og de blev én stor familie på godt og ondt. Min bror gik ind som far for hendes datter, noget jeg synes var meget stort og flot af ham. For jeg ved selv, at det ikke altid er helt enkelt, dét der med at agere forælder for andres børn. Men måske det er nemmere når den forælder man erstatter i samværet ikke er der? I mit tilfælde havde børnene en mor, som de boede hos i det daglige, mens min bror erstattede en far, der kun var økonomisk inde i billedet men aldrig havde været der fysisk. 


Men det blev efterhånden klart, at vi ikke klikkede, min bror kæreste og familien. Vi gik skævt af hinanden og de skabte konflikter. Vi var meget forskellige og så meget forskelligt på mange ting. Og det skabte ofte en trykket stemning, når vi alle var sammen. Vi brød os ikke om hendes synspunkter og måder at fremføre dem på, og hun følte sig som en dørmåtte, der aldrig kunne sige noget rigtigt. Og begge dele var nok sandt. Det blev en negativ spiral, hvor hendes udtalelser gjorde os mere negativt stemt til hende og vores negative holdning til hende sikkert bare satte hende endnu mere i opposition. Jeg kan jo ikke udtale mig om hvad hun helt præcist har følt og tænkt, kun hvad jeg  har kunne læse mig til på hendes blog og i hendes sms'er, mails, og kommentarer på min blog. 


For et par år siden var der alvorlige problemer for første gang. Jeg kan forstå at der var nogle måneder, hvor der ingen kontakt var mellem ham og vores mor. Men det blev løst og det fjernede en del af den trykkede stemning igen. Det var atter skønt at være sammen til familiesammenkomster og jeg nød det faktisk rigtig meget. Jeg ville gerne have et godt forhold til både min bror, svigerinde og børnene. Og jeg ville såmænd gerne passe min svigerindes datter, min niece. Desværre blev jeg gerne spurgt i sidste øjeblik eller også faldt det sammen med, at jeg skulle arbejde i weekenden (den pris man betaler, når man arbejder i hjemmeplejen). Men i løbet af det seneste år skete der igen noget. Jeg kan ikke være sikker på hvad det var. Jeg har siden bl.a. fået at vide, at det var fordi de ikke kunne udstå min kæreste. Synd for dem, men lige så lidt, som jeg kan påtvinges at elske min brors kæreste ubetinget, lige så lidt kan de tvinges til at elske min. Jeg har aldrig selv set noget, der kunne forklare denne antipati, men jeg er jo også inhabil i sagen, da det jo er MIN kæreste det omhandler. Jeg har god svært ved at se, at det skulle være den eneste grund til det, der nu er sket.


I pinsen eksploderede det hele og jeg mistede en bror. Hvad der helt præcist skete finder jeg nok aldrig ud af, for hver gang jeg har forsøgt at få ham i tale har han afvist. Igennem sin kommende kone sagt, at han var dybt skuffet over mig og at jeg har såret ham dybt. Jeg står tilbage som et spørgsmålstegn. Vil gerne vide, hvad det er jeg har gjort. Men han er tavs som graven. Og kun hans kommende kone lader høre fra sig. Men jeg kan personligt ikke bruge hendes ord og forklaringer til noget. Hvis han mener noget, må han selv sige det til mig. Men det vil han ikke. 


I dag dukker han op i mine tanker igen. Dukker op fordi, der i min kalender er to udstregede begivenheder. Igår, hvor familien skulle have fejret ham og i dag, hvor hans fødselsdag stod skrevet med store bogstaver. Jeg begræder ikke at han er væk, sådan som det var blevet. Jeg bliver stædig som et æsel, for jeg har brugt alt for meget af mit liv på at prøve at blive den person alle andre gerne vil have mig til at være. Og det gider jeg ikke mere. Jeg kan ikke forstå hvorfor det kun er nogle, der må sige deres mening? Det er en hård proces at gøre op med behovet for at alle kan lide mig og behovet for at undgå konflikter, men jeg er begyndt at indse, at det er det rigtige for mig. Jeg har indset, at jeg ikke bliver mere lykkelig af lade som ingenting. Og de personer, der virkelig kan lide mig for den jeg er, de kan også godt lide mig, når jeg siger fra. Og dem, der ikke kan lide mig... Ja, de er nok alligevel ikke værd at samle på, når det kommer til stykket.


Sidst jeg hørte fra min brors kommende kone skrev hun, at han nu ikke en gang ville hilse på mig, hvis han mødte mig på gaden. Indeni trak jeg lidt på skuldrene af det. For jeg har ikke lyst til at hilse på ham heller. Jeg vil ikke vide hvad jeg skulle gøre, hvis jeg mødte nogle af dem på gaden en dag. For hele denne situation har gjort mig så uendelig vred. Det lyder skrækkeligt.... Men min tanke herefter var, at jeg ville ønske de alle var døde. Og forstå mig ret. Jeg går ikke rundt og planlægger mord eller tænker på skrækkelig måder de kan komme af dage på. Forklaringen er ganske simpelt, at jeg på den måde kunne sætte et endeligt punktum for den del af familien, den del af mit liv. Jeg har ikke lyst til at tænke på, at jeg kan støde på dem, når jeg mindst venter det. Det ville være lettere at begræde den bror jeg en gang havde, hvis det var fordi han var død. Nu er det kun personligheden, der er død, mens skallen, der stadig ligner den bror jeg havde, stadig er der. Jeg ved bare ikke hvad det er den indeholder... Og det gør mig ekstra ked af det. For jeg kan ikke forstå, hvordan man kan vælge sin familie fra. Jeg kan ikke forstå, hvordan han kan vælge vores familie fra. 


Min mor snakkede en gang om, at hun ikke har nogen at dele minderne om hendes forældre med, når de en gang begge er borte. Jeg var kun tre år gammel, da min onkel blev dræbt i en trafikulykke, så nu er hun det eneste barn, der er tilbage. Min bror lever stadig. Men alligevel er jeg blevet enebarn. Meget kan nå at ske, men jeg ved ikke hvordan vi nogensinde skal kunne få et normalt forhold igen, selvom han en dag skulle forsøge at vende tilbage til familien. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne have tillid til ham...


Tillykke derude, håber du ved, hvad du gør...

Today's my younger brother's birthday. He's turning 24. But I can't celebrate him. Can't wish him a happy birthday. Pentecost this year everything exploded and he cut off his family including myself. Why? I still don't know. Every time I try to ask him for an explanation he just remains silent. The only person I ever hear from is his fiancee. And that doesn't really help me much. At the moment I can't stand her. I know that I can't be expected to love her unconditionally, just as they can't be expected to love my boyfriend. We just have to co-exist. But at the moment we can't. Neither my boyfriend nor I wan't to keep our opinions to ourselves and be quit when we disagree. I have lived my life too long trying to keep others happy by changing the way I look, think and act. But I have discovered, that it doesn't make me happy and that the persons who really like me as I am, still likes me when I am true to myself and my views and opinions. Sometimes I wish my brother was dead, only because it would be easier to know that he was gone because of that, not that he just disappeared for no apparent reason. I hate to think that I can run into him and his fiancee when I least expect it. And I don't know what I would do if I did.


Anyways... I wish him a happy birthday, and hope that the brother I lost will one day return and explain himself... Happy B-day, bro!

Eftertanke # 1

Morfar (sommeren 2011)

I dag er en mærkedag. Men det er en mærkedag af den triste slags. I dag er det nemlig 6 måneder siden min elskede morfar døde. På den ene side kan jeg ikke forstå, at der er gået så lang tid og på den anden side, så føles det som om det skete for kort tid siden. Det skete pludseligt, og så alligevel ikke. En del af mig havde ventet at det ville ske, mens en anden del af mig pure benægtede at min morfar NOGENSINDE skulle dø. I mit arbejde som social- og sundhedsassistent møder jeg dagligt mennesker, der både er ældre og yngre end morfar var og som er syge og dør. Nogle er friske som havørne (et temmelig sjovt begreb at være "frisk som en havørn"...) i en alder af 100 år, mens andre er gamle og syge allerede mens de er i 60'erne og 70'erne... Alder er ikke en garanti for hverken godt eller dårligt helbred. Og det ved jeg godt. Men alligevel kom morfars død bag på mig. Måske også fordi jeg ser lange  sygdomsforløb og stakkels mennesker, der er skygger af sig selv, ønsker at dø, men stadig hænger ved. Vi kan ikke selv bestemme, hvornår vi skal herfra. Ikke rigtigt. Når altså man ser bort fra selvmord, og det er der heldigvis ikke så mange, der bruger som udvej.


Jeg synes selv, at det kom ret pludseligt, da morfar blev indlagt på lungemedicinsk i efteråret 2011. Jeg var til et af mine mange møder i København, da jeg på vej ud til lufthavnen for at komme hjem igen, fik en besked fra min mor om, at morfar var blevet indlagt pga. svær åndenød. At hun og mormor havde været ude på sygehuset hos ham. Jeg ville ikke kunne nå ud og besøge ham, da det ville blive for sent inden jeg var hjemme. Og jeg skulle vel formodentlig også tidligt op dagen efter og på arbejde... Jeg trøstede mig med, at både mormor og mor havde været hos morfar og at sygehuset nok skulle passe på ham, indtil jeg kunne komme derud og besøge ham. Ingen af os vidste endnu, hvor længe han ville være indlagt eller hvad indlæggelsen ville betyde. Vi måtte bare tage én dag ad gangen og forhåbentlig finde ud af hvad, der var i vejen med morfar. Tanken, at morfar måske kunne dø af det her "noget" han nu var indlagt for strejfede mig da, men jeg slog den hurtigt bort. Morfar skulle leve for evigt.


Men selvom jeg er sikker på, at personalet på sygehuset gjorde deres bedste og passede så godt på morfar, som det kunne, så var det en knækket mand, der mødte mig, da jeg kom ud på sygehuset. Morfar så syg og tynd ud i det hvide patienttøj. Han var tilkoblet et lungedræn og jeg kunne hurtigt konstatere, at der var frygtelig meget væske i drænet og min faglige viden sagde mig hurtigt, at 3-4 liter væske i lungerne ikke var et godt tegn. Men det her var jo ikke bare en hvilken som helst patient, det her var jo min morfar. For ham var 82 år jo ingen alder, han skulle blive mindst 100 år! Jeg kan ikke mindes at jeg tidligere har set min morfar græde, men på sygehuset var håbløsheden tydelig hos ham. Han havde svært ved at sove, var deprimeret og længtes bare efter at komme hjem til mormor igen. Men det er også svært at være adskilt, når den ene ægtefælle er indlagt på sygehuset. Mormor og morfar havde jo været sammen i over 60 år! At ligge på en to-sengsstue med overbelægning, besøgstider fra tidlig morgen til sen aften og en medindlagt, der fik seksuelle ydelser af sin unge asiatiske kone, kun adskilt fra morfar af et gardin, hjalp nok heller ikke på det.


Efter, hvad jeg husker som, ugers indlæggelse kom morfar hjem til mormor igen. Men han var en ændret mand efter indlæggelsen. Han blev mere inkontinent og måtte gå med ble og han måtte nu have en iltslange i næsen det meste af dagen, for at kunne få holde iltmætningen i blodet oppe. Han kunne godt nok undvære den i nogle timer, i følge lægens ordination, men morfar følte sig ikke tryg uden den. En periode begyndte morfar at udvise verbalt aggressiv og paranoid adfærd, hvilket vi antog var en bivirkning til de steroider morfar fik mod sin lungesygdom. Efter udtrapningen af denne medicin forsvandt adfærden også. Men morfar var stadig ikke sig selv. Glimtet i hans øjne og hans humor var forsvundet. Hans fysiske og psykiske forfald tærede på ham. Han kunne ikke holde ud, at han var så afhængig af andre.


Under indlæggelsen havde sygehuset ved en røntgenundersøgelse fundet en skygge på morfars ene lunge. Man vidste ikke med sikkerhed, hvad det var, men jeg tror vi alle lagde to og to sammen og tænke at en skygge på lungen kombineret med store mængder væske kun kunne betyde kræft. Men måske var morfar en af de "nogle" der lever mange år med sygdommen. Eller måske var det slet ikke så slemt. Jeg blev ved med at håbe, selvom jeg nok aldrig inderst inde troede på det. Jeg klamrede mig fast til det faktum, at morfar ikke havde tabt sig op til indlæggelsen. At han faktisk havde haft en god appetit og taget på i vægt. At kræftsyge tværtimod mistede appetitten og tabte sig. 


Mormor var morfars klippe. Hun passede og plejede ham døgnet rundt og nægtede ind i det sidste at få hjemmepleje til morfar. Hun vidste at fremmede mennesker, der skulle passe ham, bare ville gøre morfar endnu mere nervøs og bange. Morfars sygdomsforløb tærede meget på hende og hun tabte sig flere tøjstørrelser. 


Juleaften 2011 var en mærkelig juleaften. Det var nemlig den første juleaften jeg kan huske, hvor mormor og morfar ikke var med, ud over den jul jeg for nogle år siden holdt i Sverige, da jeg boede der. Desværre viste det sig også at det var den sidste juleaften morfar levede. Jeg ved at min mor siden ofte har ønsket sig, at hun kunne have holdt den juleaften sammen med mormor og morfar; sagt, at hun ville ønske at hun havde vidst, at det var den sidste juleaften vi kunne holde sammen. Nok specielt fordi, der i pinsen 2012 skete et kæmpe opbrud i familien og tiden derfor, i bagklogskabens ulideligt klare lys, kunne have været brugt meget bedre andetsteds. 


Men mormor og morfar holdt den traditionelle julefrokost 2. juledag og jeg synes egentlig vi havde en ganske god dag. 


I starten af januar var morfar til kontrol på sygehuset. Jeg tror nok skyggen var vokset. Der var i hvert fald igen noget væske på lungen, men det var ikke så meget, at det var nødvendigt at udtømme det. De ville alligevel prøve, men morfar gik i panik, da han kom op på lejet og de måtte afbryde forsøget. Vi gjorde herefter alle meget ud af, at prøve og fortælle morfar, at det var hans liv og hans krop, og at han og kun han kunne bestemme hvilke undersøgelser han ville igennem. Jeg kan huske, at mor og mormor har fortalt at morfar på et tidpunkt også livede helt op og viste et glimt af hans gamle jokende jeg den dag på sygehuset.


Den 11. januar 2012 faldt morfar om morgenen og mormor måtte ringe efter min stedfar for at få ham op. Det var også den dag, hvor mormor langt om længe måtte give op og acceptere, at det var nødvendigt at få hjemmepleje til morfar. Jeg fik først alt dette at vide om aftenen og jeg ville nok egentlig gerne have været ringet op da det skete, også selvom jeg var på arbejde. Men mor fortalte, at morfar var kommet til sig selv igen og hun havde været der hos ham den dag. Om aftenen havde hun siddet i sengen hos ham, selvom hun ellers aldrig satte sig i sine forældres seng, og snakkede med ham om gode minder. Han havde spist, havregrød, tror jeg det var, mens de sad der og sludrede. Det varmer mit hjerte, at han bl.a. havde snakket om mig med glæde i stemmen, selvom jeg ikke kunne være der den dag. Da min mor senere samme aften fortalte mig om det fik jeg sådan en mærkelig følelse i kroppen og overvejede stærkt at melde fra til det møde jeg skulle til dagen efter i København. Men alligevel vidste jeg, at dette ikke nødvendigvis var starten på enden, men bare kunne være et lille tilbagefald i morfars sygdomsforløb. Om natten vågnede jeg ved 2-tiden grædende op af en drøm, hvor min mor døde og jeg blev ved med at høre en stemme, der sagde: "Men lige meget hvor gammel man er, så er man stadig sine forældres barn..." Da jeg vågnede var jeg godt klar over, at det egentlig ikke var min mor og mig, drømmen handlede om, men essensen var stadig den samme. Mens jeg prøvede ikke at vække min kæreste, tænkte jeg for mig selv, at morfar i det mindste ville blive mødt i himlen af oldemor og de to børn han havde måtte putte i graven. Næste morgen ventede jeg, at der hvert øjeblik det skulle være ville komme en besked om, at morfar var død, men den kom ikke. Da jeg satte mig på flyet til København levede morfar stadig.


Det skulle dog ikke vare ved, for kun 15 minutter efter mit møde var startet kunne jeg se på min mobiltelefon, at min mor ringede. Da hun jo godt vidste, at jeg sad i møde, så kunne jeg nok regne ud, at det ikke var gode nyheder hun ringede med. Ganske rigtigt lå der en grådkvalt besked fra min mor på telefonsvareren, hvor hun bad mig om at ringe straks. Jeg ringede op, og hun fortalte mig at morfar var død. Jeg prøvede at holde fatningen i starten. Jeg hader og afskyr at græde, og desuden vidste jeg, at morfar endelig havde fået det som han ønskede. Han orkede ikke mere og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke bare måtte få fred. Og det havde han nu fået. Hvor stor sorgen end var, så var det alligevel en slags trøst, at han ikke havde nået at lide lige så meget som de utallige syge og trætte patienter jeg i mit arbejde har mødt. Jeg knækkede dog snart og sad bare der på trappen og græd. Herefter fattede jeg mig lidt og skrev til min kæreste. Jeg tror bare jeg skrev noget i retningen af: "Morfar er død..." Siden skrev jeg en kærlighedserklæring til ham på Facebook og ringede til mit arbejde for at bede om fri dagen efter. Tanken om at skulle være psykisk tilstede på arbejdet den næste dag var nærmest ikke-eksisterende. Derefter snakkede jeg med min kæreste, der ringede fra arbejdet så snart han så min besked. Og så gik jeg ind til mit møde og sagde, at jeg blev nødt til at booke mit fly om, så jeg kunne komme tidligere hjem. Jeg havde brug for at komme hjem til min familie.


På vej hjem i flyet sad jeg og nynnede "Altid frejdig, når du går" inde i mit hoved, mens jeg næsten vantro betragtede det smukke snelandskab ovenpå skyerne, hvor solen skinnede smukt. Og jeg tænkte, hvor mærkeligt det var, at verdenen omkring mig gik upåvirket videre, selvom morfar ikke længere levede.


I lufthavnen i Aalborg hentede min svigerinde mig og vi kørte om til mormor og morfars hus, hvor familien var samlet. Men jeg kunne ikke gå ind i soveværelset, hvor morfar stadig lå i sengen. Jeg kunne ikke engang kigge derind. Jeg tror jeg var bange for hvad jeg ville se. For jeg ville gerne huske morfar sådan som han var en gang. Sådan som han var på billedet ovenfor. Glad, sjov og smilende. Familiens overhoved. Manden, der hjalp alle. Mig med mine regnestykker i tredje klasse og mor med advokaten, da hun og far blev skilt. Men til sidst overvandt jeg mig selv og gik derind. Og han var så smuk. En fredfyldt sovende morfar, der i døden så mere levende og frisk ud, end han længe havde gjort i livet. Jeg græd, kyssede ham på panden og skældte ham kærligt ud, fordi han havde vovet at dø, når jeg ikke var der. Sagde at jeg elskede ham og bad fadervor, selvom morfar nok ikke rigtig var særlig religiøs selv. Og bad ham hilse i himlen.


Sammen ventede familien på lægen, der skulle skrive dødsattesten og sammen gjorde vi morfar i stand og gav ham et pænt jakkesæt på. Om aftenen sad vi sammen; mor, mormor, min kæreste og jeg, og snakkede med bedemanden. Som det mest naturlige i verden blev min kæreste bedt om at være en af kistebærerne. For selvom morfar kun havde mødt ham nogle få gange, så kunne han lide ham fra første gang han mødte ham. Og jeg er taknemlig for, at jeg mødte ham inden morfar blev syg og døde. 


Både den dag bedemanden hentede morfar og kørte ham væk i den smukke hvide kiste inde i den blankpolerede sorte rustvogn, og den dag morfar blev bisat skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, trods det øvrige triste januarvejr. Mit religiøse jeg følte, at det var vorherre, der bød morfar velkommen i himlen.

Morfar og mig anno 2007

Og som familien blev et medlem fattigere det dag i januar, så bød vi samtidig et nyt medlem velkommen, da min kærestes lillesøster to dage efter morfars død blev mor til lille Josephine.

Skruk?

Min niece Josephine, snart 6 måneder gammel

Min mand, Tinsoldaten, siger jeg er skruk. Han siger det nærmest som om det er et skældsord. Men han siger det kun for at drille. For spørger du mig, så er han mindst ligeså skruk selv. I hvert fald når han er sammen med vores niece Josephine. Og se lige på hende! Hun er da også bare det skønneste! ;) Langt det meste af tiden er hun en glad lille pige, der har let til smil. Lige for tiden er hun dog mere morsyg og græder mere. Men det bette pus har også fået sig en ordentlig omgang maveonde med en rød hale til følge. Og så svider det jo voldsomt, når der atter er gevinst i den tynde afdeling... :(

Men tilbage til det med at være skruk. Hvad er det egentlig for en størrelse? I følge wikipedia og Google er det noget høns bliver, når de er vilde efter at ligge på æg. Men sidst jeg tjekkede var jeg da ikke en høne... Og det dér med at ligge på æg lyder da frygteligt kedsommeligt (med mindre det inkluderer et frit abonnement til alle filmkanalerne og en blød rede at ligge i... ;) ) og tror da også jeg ville få både liggesår og generelt frygtelig ondt i hele kadaveret...

Men hvis det bare skal betyde, at jeg gerne vil have min egen lille prinsesse eller prins, så ja, så er jeg nok lidt skruk. Men det er Tinsoldaten også. For når jeg ser ham sammen med Josephine, så har jeg svært ved at forestille mig, at han ikke også vil smelte over hans egne prinser og prinsesser. Og vi har efterhånden begge en alder, hvor det er naturligt, at man stifter familie. Det er i hvert fald min mening. Og selvom det ikke bliver en dans på roser, så er jeg sikker på, at vi nok skal klare det.

And for my international readers (I have seen, that there has been over 30 hits on my blog from Russia and the US, who I would like to address):

This is a picture of my almost 6 month old niece, Josephine. She is just the most adorable, happy little girl. Always smiling. But lately she has been a bit sick with stomachaches and diarrhea, which has resulted in a rash. And of course it stings whenever she has a dirty diaper. My love for my nice has resulted in my boyfriend teasing me, calling me a broody hen. I, on the other hand, just thinks it is natural for an almost-thirty year old woman in a relationship to want children of her own. I am sure my boyfriend will melt over his own children too, as he has with his sisters daughter, Josephine. I won't be a bed of roses, but we will manage! :) 

Beautiful flowers in my garden

Sommertegn

Tak til min mor og stedfar, som gav os disse fine krukker med blomster, da vi flyttede ind i huset! :)

Hygge i haven i det dejlige solskin

I dag var der så indflytningssyn til huset, selvom kloge hoveder på kontoret godt nok havde glemt det. Må nok indrømme, at jeg var en lille smule små-gnaven over, at have haft vækkeuret til at ringe på min eneste fridag denne uge, når de først dukkede op kl. 12 og kun fordi jeg ringede til varmemesterkontoret og beklagede mig. Men synet gik fint, og heldigvis var dagen da ikke helt spildt, da jeg også havde inviteret min dejlige mor på formiddagskaffe. Bagefter blev det også lige til en tur ned til kridtgraven og så ud for at handle. Eftermiddagen blev afsluttet med hygge i solen i baghaven. Det er jo med at nyde det gode vejr mens vi har det. Erfaring viser jo, at den danske sommer er lunefuld... ;)

Den positive vinkel

Efter al den ballade, der har været i min familie den seneste måneds tid eller mere, så er det utrolig nemt, at kun fokusere på det negative. At blive sur og indebrændt, hver gang jeg læser alle de løgne, der udgør den anden sides sandhed. For det er SÅ langt fra den version jeg selv kender til. Den version, som jeg 100 % mener er sandheden. Samtidig som jeg ved, at lige så lidt som de kan overbevise mig om, at det er dem, der har ret, lige så lidt kan jeg overbevise dem om min side af "sandheden". "Sandheden" er sat i citationstegn, da jeg kan forstå, at det dér med sandheden er meget subjektivt og i min familie derfor også meget svært at blive enige om.


I stedet vil jeg nu prøve at fokusere på det positive, som hele konflikten trods alt har bragt med sig.


1) Var vi ikke blevet uvenner, så skulle vi have brugt (en masse) penge på en dåbsgave.


2) Vi havde skulle bruge en dag i vores travle tid inden flytningen på barnedåben. Den dag blev nu i stedet brugt på at male huset.


3) Vi skal ikke ud og bruge penge på bryllupsgave og nyt tøj til brylluppet.


4) Vi havde formodentlig stadig siddet til familiesammenkomster og ladet som ingenting og haft svært ved at finde ud af hvad vi skulle sige og gøre. Det slipper vi for nu, og selvom det er trist at have mistet en del af familien, så har det også taget en masse spænding og ubehag væk fra resten af familien. Vi har fået ro. Og det er super skønt, at kunne slappe helt af, når vi nu samles.


5) Sammenbruddet var alligevel kommet før eller senere. Dette siger jeg, da der tidligere har været mindre sammenbrud i forbindelsen og dette sammenbrud har været undervejs længe. Det er ikke bare sket for en måneds tid siden. Kulminationen måtte ske før eller siden, og den var ikke (kun) foranlediget af ønsket om at rense luften i familien, men af alt det sagte og usagte igennem det/de seneste år.


6) Jeg har fået mulighed for at udforske mit vrede "jeg" og har fået sagt, hvad jeg mener. Og iiiih, hvor er det bare befriende at få lov til at være lidt "bitchy" en gang imellem!


7) Jeg er begyndt at blogge mere aktivt, og som mit horoskop for et par uger siden sagde, så skulle jeg udforske mine kreative sider ved eksempelvis at blogge! :)

Eftermiddags-mums! :P

Middag hos mormor

I går var hele familien til middag hos mormor. En sådan "nu-inviterer-jeg-heller-ikke-mere-før-min-fødselsdag-og-så-alligevel"-indbydelse. Den slags invitationer får vi sådan nogle gange hvert år og det er altid lige så hyggeligt. Mormor er en fremragende kok, så man går ALDRIG sulten fra bordet (i modsat fald ville det i hvert fald også bare være personens egen skyld!). Jeg synes det er flot, at mormor har overskud til alt dette, med tanke på, at mormor mistede morfar i januar. Men jeg tror at noget af det, der holder hende oppe i svære tider er, at vi i familien altid har holdt sammen. Og det vil vi, der er tilbage, trods vi ikke er mange, fortsat gøre. Min holdning har nu altid været, at det er dét man gør i en rigtig familie, og at familien gerne skulle være ens trygge base.


Menuen igår stod på tunmousse med kold dressing og hvidløgsflutes til forret, mørbrad i fad med sovs og kartofler til hovedret og senere kaffe, slik og toscatærte på terassen. Det var super hyggeligt, som det altid er i mormors selskab og nøj, hvor var man forspist, da vi tog derfra med den første basisbus ca. kl. halv tolv i nat. Vi var desuden lige ved ikke at finde hjem, da skærmene i bussen ikke blev opdaterede og vi derfor pludselig kørte forbi vores stoppested i mørket. Heldigvis kom vi kun et stoppested for langt, og derfra kunne vi stadig se hen til den gade vi skulle op ad. Men så fik jeg da også lige vist manden, hvor områdets jern- og metalcontainer var... ;)

Mormors hjemmelavede tunmousse med æg, rejer og kold dressing. Hertil hvidvin og hvidløgsflutes.

Mørbradbøffer i fad med champignons, asparges, sovs og kartofler. Hertil et godt glas rødvin.

Mormors hjemmebagte toscatærte med flødeskum eller creme fraiche rørt med vanillesukker.

Slik og hhv. creme fraiche og flødeskum til kagen