Tårer

Tårer er noget mærkeligt noget. Små eller store dråber af vand, der løber ud af vores øjne, når følelserne bliver for store. Jeg hader at græde. Og så er det fuldstændig lige meget om det er af glæde eller sorg. Selv da min morfar døde syntes jeg at det var meget svært at skulle vise mine følelser offentligt. Tårer er svaghed. Et stærk menneske er også herre over sine følelser på godt og ondt! ...Eller hvad?

"Tårer er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på, at du har været stærk for lang tid!"

Jeg kan godt se logikken i det udsagn, men omvendt har jeg svært ved at overbevise mig om, at det er sandt. At det er OK for mig at græde og vise følelser. Det er en meget svær proces at lære det. Jeg kan godt beundre andre, der har evnen til at vise deres følelser på godt og ondt. Jeg arbejder på, at jeg uden at få dårlig samvittighed både kan blive rigtig gal og rigtig ked af det. At jeg tør at stå 110 % ved alle mine følelser og indse, at jeg ikke er sort/hvid. At jeg, mine følelser og behov indeholder mange nuancer. At det måske så betyder, at jeg bliver gal over en lille bagatel eller græder over en tv-reklame, det må jeg og mine nærmeste vel bare tage med så. For at ikke vise følelser er ikke mere en mulighed. For bestræbelserne for at være stærk er ikke hvad, der gør mig virkelig stærk. Jeg er først virkelig stærk, når jeg tør være mig selv fuldt ud. Derfor er det på en mærkelig omvendt måde faktisk en sejr for mig, når jeg kan græde. Også selvom det er over en lille bagatel. For det betyder, at jeg langsomt lærer at give slip på mig selv. Så dette indlæg er ikke et trist og deprimeret indlæg. Det er et indlæg fuld af forhåbning, mod og styrke. Ægte styrke! En styrke, der kommer af, at jeg bliver stærkere dag for dag. Finder mig selv. 

Hurra for mig! ;)

(Lidt selvfed har man vel lov til at være? ;) )