Glædelig jul (del 2)

Efter flæskestegen og anden var indtaget og de snavsede tallerkener var sat i opvaskemaskinen skete, der noget, der førte til at Tinsoldaten og jeg fik den bedste julegave vi havde kunne ønske os. Mens min mor og jeg stod ude i køkkenet og satte kirsebærsovsen over til risalamanden begyndte min mor at stikke til mig om jeg havde taget en graviditetstest for nylig. Det skal siges, at det I familien ikke som sådan har været en hemmelighed at Tinsoldaten og jeg gerne ville have en familieforøgelse og at vi, om ikke arbejdede aktivt for det, så i hvert fald heller ikke gjorde noget for at forhindre, at det skulle ske. Men min alder taget i betragtning (jeg fylder 30 i marts 2013) og samtidig det faktum, at jeg havde spist p-piller i snart 14 år, gjorde, at vi prøvede ikke at få forhåbningerne for højt op. Jeg skal da indrømme, at jeg havde testet et par gange i oktober, da jeg ikke havde fået en menstruation siden jeg smed p-pillerne i starten af september, men begge gange var testen til stor skuffelse negativ. Og det gjorde da, at jeg mistede modet lidt. Jeg må indrømme, at jeg til tider blev ramt at en frygt for, at Tinsoldaten og jeg måske ikke passede sammen, at jeg måske ikke kunne blive gravid af naturlig vej eller at vi ikke var gode nok til at ramme ægløsningen, plus en masse andre overvejelser. Jeg havde derfor bare talt mig frem til, at hvis der skulle være lige så længe frem til næste menstruation, så skulle jeg først have den i starten af marts og med den tanke prøvede jeg at slå spekulationerne ud af hovedet. I første omgang var jeg bare glad for at min krop en enkelt gang (i november måned) havde lykkedes med at selv producere en menstruation efter at have været sat i en kunstig cyklus siden jeg var 15-16 år gammel. Og jeg havde slettet den mentruationsapp jeg havde downloadet til min telefon (da den bare stressede mig, når den viste, at det nu var "så-og-så" mange dage siden vi havde haft sex, da jeg jo godt var klar over, at man ikke kan blive gravid uden).

Men her stod vi så i køkkenet,  min mor og jeg, og alt hendes kærlige pressen på gjorde mig da alligevel en smule nysgerrig, for det var jo trods alt ca. 44 dage siden min sidste menstruation, så muligheden var der jo. Og var mine bryster ikke blevet ufattelig ømme? Og var jeg ikke lidt mere træt? Mine bukser og den kjole jeg havde prøvet at tage på i dag, var de ikke også lige vel stramme? Var det bare for megen mad, eller var der rent faktisk en anden og bedre forklaring på det hele?

Jeg afviste naturligvis alle forslag fra min mor og konstaterede at jeg bare havde spist for meget og at min krop bare var forvirret over selv at skulle producere sine hormoner. Men da mor forlod køkkenet tog nysgerrigheden alligevel over og jeg skyndte mig at nuppe et engangsplastikglas i køkkenskabet og listede mig ud på badeværelset. For der var nemlig lige præcis én graviditetstest tilbage i skabet. Med bankende hjerte og rystende over hele kroppen tissede jeg i glasset og dyppede bagefter spidsen på min sidste graviditetstest i urinen. "1-2-3..." talte jeg for mig selv, da jeg havde læst i brugsanvisningen at de skulle dyppes deri i tre sekunder. Så satte jeg den lyserøde hætte på testen og lagde den på badeværelseshylden. Med, om muligt, endnu mere bankende hjerte kiggede jeg til, mens urinen trak op over teststrimlen i det lille vindue. 

Men... Var det ikke som om, der kom to streger???

Jeg kan huske, at jeg kiggede vantro på mig selv i spejlet;

DEN VAR POSITIV!!!!

Der var ingen tvivl længere. I vinduet var der to helt tydelige mørke streger. Testen var indiskutabelt positiv, jeg var gravid. Jeg turde næsten ikke komme ud fra badeværelset, for hvad nu hvis der kom nogen og opdagede mit projekt før jeg kunne indvie Tinsoldaten i vores lille hemmelighed. Jeg låste toiletdøren op og råbte med den mest rolige stemme jeg i nuet kunne præstere: "Skaaat, kom lige herud!" (Stemmen var dog på ingen måde rolig, hvilket Tinsoldaten siden har pointeret. Jeg lød præcis ligesom da vi fik brevet om, at vi havde fået vores hus). Tinsoldaten kom ud til badeværelset og jeg hev ham indenfor mens jeg hysterisk grinende viste ham den positive test. "Skal vi fortælle folk det?" spurgte han og jeg svarede, at det måtte han bestemme, for det havde hele tiden været ham, der gerne ville vente til vi var igennem første trimester med at fortælle nyheden til  familien. Og jeg havde selv tænkt på alle mulige måder at fortælle min mor det på en anderledes og sjov måde, ligesom hun i sin tid selv havde gjort det, da hun ventede mig. Men glæden boblede nu over for os begge og det ville være umuligt at skjule det for de andre resten af aftenen. Derfor aftalte vi ret hurtigt, at vores familier skulle have det at vide med det samme. Tinsoldaten gik i forvejen og jeg fulgte efter med testen i hånden. Han nåede ikke at sige mere end: "Vi har en nyhed..." Før jeg afslørede det hele ved at vifte hysterisk med graviditetstesten overfor hans søster og resten af familien. Og jeg må sige, at det vakte lykke i familierne. De var næsten ligeså henrykte, som vi selv var. 

Ja, sådan gik det til, at vi d. 24/12/12 fik en noget uventet, men MEGET velkommen ekstra julegave! ENDNU EN GANG GLÆDELIG JUL! :)

    

Hovsa... ;)

This is the story of how my boyfriend and I got an unexpected Christmas present on Christmas Eve, when we discovered, that we were expecting :) I'm not sure that anything's ever going to top the present of a positive pregnancytest, which I took while all the guests were seated in our living room, just because my mother thought I was pregnant! :D

Glædelig Jul

Så blev det endelig jul. Med alt hvad dertil hører! :) Kalenderlyset er brændt ned og det samme er adventslysene. Anden er i ovnen og flæskestegen ved at blive gjort klar. Ja, her i husholdet skal vi holde jul med både and, flæskesteg og medister! Og til dessert mors ris al amande, som hun har lavet hjemmefra. Juleaften holdes her hos os denne gang og jeg tror nok vi begge glæder os til at få huset fuldt af vores dejlige familie. Juletræet stråler og under det kommer der til at ligge læssevis af gaver (specielt med tanke på, at der et et barn med, som nok vil få mange gaver fra alle sider af familie og venner). Og jeg er faktisk ikke sådan overdrevent nervøs for at skulle stå for juleaften for begge sider af familien. Største krise er vel tøjkrisen, men sådan er det jo at være kvinde, eller hvad? ;) Men nu må jeg nok hellere kaste mig over de sidste ting...

GOD JUL TIL ALLE!!! :)

Schyyy!!!

Hentet fra www.ekstrabladet.dk

De sidste par dage har jeg opdaget en træls tendens på de forskellige danske avisers hjemmesider. Her er der nemlig den ene artikel på den anden om, hvordan vores mænd og kærester er os utro til firmajulefrokosten og andre artikler om, hvordan vi forhindrer dette. Og så er det jo, at lille jaloux jeg spørger mig selv, HVORFOR HVORFOR HVORFOR synes I, danske medier, at vi har brug for den slags overskrifter??? Jeg kan fortælle jer, at jeg på ingen (!) måde har brug for den slags overskrifter, da jeg i forvejen er fuldt ud i stand til at frembringe den slags scenarier i min hjerne uden jeres hjælp! Bare spørg Tinsoldaten!!! Og stakkels Tinsoldat, der skal berolige mig efter disse overskrifter! ;)

Det er jo ikke fordi det er nogen nyhed at både mænd og kvinder kan have svært ved at holde nallerne for sig selv når sprutten går ind, men der er heldigvis også rigtigt mange, der aldrig kunne drømme om at lave sådan noget lort, enten fordi de har oplevet på egen krop, hvordan det er, når partneren er utro, eller fordi de på andre måder har haft det tæt inde på kroppen. Og i bund og grund, så kan jeg personligt godt se, at det er spild af kræfter, at spekulere på sådan noget, da man alligevel ikke kan styre andre menneskers gøren og laden, og da specielt ikke, når man ikke er til stede. Og så kan aviserne skrive hvad de vil. Jeg tror det bedste man kan gøre er, at have en åben dialog og ikke mindst STOLE PÅ SIN PARTNER! :)

Jaloux Hausfrau over and out!

Jule-hausfrau

Nu er det snart jul. Ja, det synes jeg faktisk! Derfor synes jeg lige, at jeg ville dele mine julerier på bloggen. Herunder er der billeder af min hjemmelavede adventskrans og min kalenderlys-dekoration. Det er dejligt, at det lykkedes mig, at få det lavede inden den første december og den første søndag i advent i år. For sidste år løb jeg forvildet rundt som en høne uden hoved de første dage i december og prøvede at bikse noget sammen. Med vekslende resultat, hvis jeg selv skal sige det. Af en eller anden grund kom julen skrækkeligt bag på mig sidste år...

Adventskrans a la Hausfrau

Men i år er jeg på forkant med det hele. Jeg fik også købt den sidste julegave inden december gjorde sit indtog. Nu mangler der to gaver til Tinsoldatens familie. Men det vælger jeg at se som hans opgave (indtil han vælger at bede mig om hjælp. Noget jeg har skulle lære at gøre. ...Og som jeg selv er ved at lære, tror jeg... ;) )

Kalenderlysdekoration a la Hausfrau

Bag kalenderlyset ses billeder af min dejlige niece Josephine og min morfar, som jeg har omtalt i tidligere blogindlæg. 

Jeg hørte i dag den nye med Rasmus Seebach og Ankerstjerne "1000 år" i radioen mens jeg ventede på bussen hjem. Og så stod jeg der på Aalborg busterminal og var ved at begynde at græde. Synes bare sangen var så smuk og mindede mig så meget om mine følelser i forhold til min morfars død. Denne jul bliver den første uden min morfar. Og det tror jeg bliver svært for hele familien. Ligesom det bliver mærkeligt, når vi når til årsdagen for hans død eller den dag han kunne have fyldt 84 år. Det er sjovt som man helt og aldeles kan fortrænge alle tanker om ens egne nære og kæres dødelighed, når man selv arbejde i hjemmeplejen og møder syge og døende ofte på arbejdet. For med det in mente, så kan jeg jo godt se, at morfar var gammel. Men han var jo min morfar, så jeg ønskede jo at lige netop han skulle leve for altid. Men jeg ville nu ikke have ønsket, at han skulle leve og pines, sådan som han havde det efter han blev syg. Så nu står billedet af ham der og minder mig om ham, min morfar som "jeg vil elske i 1000 år"!