Hausfrau'ens opståen

Jeg er flyttet. I hus. Og katten er næsten kommet til sig selv igen. Selvom hendes edderkoppe-jagtinstinkter lader meget tilbage at ønske... Man placerer missekatten lige foran edderkoppen, der naturligvis løber, men katten ænser den næsten ikke. Den vil bare kæles med.. Så nu sidder jeg i sofaen og ser Amalies Verden og tænker på, hvor umoden og impulsstyret pigen virker. Og hvor meget hun minder mig om andre mennesker jeg kender. Mennesker jeg egentlig ikke gider bruge tid på, men som bliver ved med at dukke op i min bevidsthed alligevel. På de mest latterlige måder. En kommentar på min blog. Og derefter åbenbart en masse skriverier om mig på hendes blog. Jeg pendler mellem at le ad hendes umodenhed og måden hvorpå hun hele tiden forsøger at opsøge konflikter og så den bundløse vrede over, at hun tilsyneladende slipper afsted med ALT. Men jeg må bare holde fast i min beslutsomhed. Holde fast i, at hun nok skal få hvad hun fortjener. Og holde fast i, at jeg ikke gider bruge min energi op hende. Jeg vil fokusere på alt det gode i mit liv. Min familie og mine venner. Mit job. Mine interesser. Jeg sletter hendes kommentar. Det er min måde at sige, at jeg ikke gider beskæftige mig med hende og min tidligere bror. Sige, at de ikke eksisterer for mig mere. Ja, det er ingen hemmelighed, hvem jeg snakker om. Hvis hun kan, så kan jeg også. Næste sommerforudsæt må være, at modstå fristelsen for at gå ind og grine af hendes latterlige blogs. Tre gange må være nok. Latterlige lille menneske!