 |
| Morfar (sommeren 2011) |
Jeg synes selv, at det kom ret pludseligt, da morfar blev indlagt på lungemedicinsk i efteråret 2011. Jeg var til et af mine mange møder i København, da jeg på vej ud til lufthavnen for at komme hjem igen, fik en besked fra min mor om, at morfar var blevet indlagt pga. svær åndenød. At hun og mormor havde været ude på sygehuset hos ham. Jeg ville ikke kunne nå ud og besøge ham, da det ville blive for sent inden jeg var hjemme. Og jeg skulle vel formodentlig også tidligt op dagen efter og på arbejde... Jeg trøstede mig med, at både mormor og mor havde været hos morfar og at sygehuset nok skulle passe på ham, indtil jeg kunne komme derud og besøge ham. Ingen af os vidste endnu, hvor længe han ville være indlagt eller hvad indlæggelsen ville betyde. Vi måtte bare tage én dag ad gangen og forhåbentlig finde ud af hvad, der var i vejen med morfar. Tanken, at morfar måske kunne dø af det her "noget" han nu var indlagt for strejfede mig da, men jeg slog den hurtigt bort. Morfar skulle leve for evigt.
Men selvom jeg er sikker på, at personalet på sygehuset gjorde deres bedste og passede så godt på morfar, som det kunne, så var det en knækket mand, der mødte mig, da jeg kom ud på sygehuset. Morfar så syg og tynd ud i det hvide patienttøj. Han var tilkoblet et lungedræn og jeg kunne hurtigt konstatere, at der var frygtelig meget væske i drænet og min faglige viden sagde mig hurtigt, at 3-4 liter væske i lungerne ikke var et godt tegn. Men det her var jo ikke bare en hvilken som helst patient, det her var jo min morfar. For ham var 82 år jo ingen alder, han skulle blive mindst 100 år! Jeg kan ikke mindes at jeg tidligere har set min morfar græde, men på sygehuset var håbløsheden tydelig hos ham. Han havde svært ved at sove, var deprimeret og længtes bare efter at komme hjem til mormor igen. Men det er også svært at være adskilt, når den ene ægtefælle er indlagt på sygehuset. Mormor og morfar havde jo været sammen i over 60 år! At ligge på en to-sengsstue med overbelægning, besøgstider fra tidlig morgen til sen aften og en medindlagt, der fik seksuelle ydelser af sin unge asiatiske kone, kun adskilt fra morfar af et gardin, hjalp nok heller ikke på det.
Efter, hvad jeg husker som, ugers indlæggelse kom morfar hjem til mormor igen. Men han var en ændret mand efter indlæggelsen. Han blev mere inkontinent og måtte gå med ble og han måtte nu have en iltslange i næsen det meste af dagen, for at kunne få holde iltmætningen i blodet oppe. Han kunne godt nok undvære den i nogle timer, i følge lægens ordination, men morfar følte sig ikke tryg uden den. En periode begyndte morfar at udvise verbalt aggressiv og paranoid adfærd, hvilket vi antog var en bivirkning til de steroider morfar fik mod sin lungesygdom. Efter udtrapningen af denne medicin forsvandt adfærden også. Men morfar var stadig ikke sig selv. Glimtet i hans øjne og hans humor var forsvundet. Hans fysiske og psykiske forfald tærede på ham. Han kunne ikke holde ud, at han var så afhængig af andre.
Under indlæggelsen havde sygehuset ved en røntgenundersøgelse fundet en skygge på morfars ene lunge. Man vidste ikke med sikkerhed, hvad det var, men jeg tror vi alle lagde to og to sammen og tænke at en skygge på lungen kombineret med store mængder væske kun kunne betyde kræft. Men måske var morfar en af de "nogle" der lever mange år med sygdommen. Eller måske var det slet ikke så slemt. Jeg blev ved med at håbe, selvom jeg nok aldrig inderst inde troede på det. Jeg klamrede mig fast til det faktum, at morfar ikke havde tabt sig op til indlæggelsen. At han faktisk havde haft en god appetit og taget på i vægt. At kræftsyge tværtimod mistede appetitten og tabte sig.
Mormor var morfars klippe. Hun passede og plejede ham døgnet rundt og nægtede ind i det sidste at få hjemmepleje til morfar. Hun vidste at fremmede mennesker, der skulle passe ham, bare ville gøre morfar endnu mere nervøs og bange. Morfars sygdomsforløb tærede meget på hende og hun tabte sig flere tøjstørrelser.
Juleaften 2011 var en mærkelig juleaften. Det var nemlig den første juleaften jeg kan huske, hvor mormor og morfar ikke var med, ud over den jul jeg for nogle år siden holdt i Sverige, da jeg boede der. Desværre viste det sig også at det var den sidste juleaften morfar levede. Jeg ved at min mor siden ofte har ønsket sig, at hun kunne have holdt den juleaften sammen med mormor og morfar; sagt, at hun ville ønske at hun havde vidst, at det var den sidste juleaften vi kunne holde sammen. Nok specielt fordi, der i pinsen 2012 skete et kæmpe opbrud i familien og tiden derfor, i bagklogskabens ulideligt klare lys, kunne have været brugt meget bedre andetsteds.
Men mormor og morfar holdt den traditionelle julefrokost 2. juledag og jeg synes egentlig vi havde en ganske god dag.
I starten af januar var morfar til kontrol på sygehuset. Jeg tror nok skyggen var vokset. Der var i hvert fald igen noget væske på lungen, men det var ikke så meget, at det var nødvendigt at udtømme det. De ville alligevel prøve, men morfar gik i panik, da han kom op på lejet og de måtte afbryde forsøget. Vi gjorde herefter alle meget ud af, at prøve og fortælle morfar, at det var hans liv og hans krop, og at han og kun han kunne bestemme hvilke undersøgelser han ville igennem. Jeg kan huske, at mor og mormor har fortalt at morfar på et tidpunkt også livede helt op og viste et glimt af hans gamle jokende jeg den dag på sygehuset.
Den 11. januar 2012 faldt morfar om morgenen og mormor måtte ringe efter min stedfar for at få ham op. Det var også den dag, hvor mormor langt om længe måtte give op og acceptere, at det var nødvendigt at få hjemmepleje til morfar. Jeg fik først alt dette at vide om aftenen og jeg ville nok egentlig gerne have været ringet op da det skete, også selvom jeg var på arbejde. Men mor fortalte, at morfar var kommet til sig selv igen og hun havde været der hos ham den dag. Om aftenen havde hun siddet i sengen hos ham, selvom hun ellers aldrig satte sig i sine forældres seng, og snakkede med ham om gode minder. Han havde spist, havregrød, tror jeg det var, mens de sad der og sludrede. Det varmer mit hjerte, at han bl.a. havde snakket om mig med glæde i stemmen, selvom jeg ikke kunne være der den dag. Da min mor senere samme aften fortalte mig om det fik jeg sådan en mærkelig følelse i kroppen og overvejede stærkt at melde fra til det møde jeg skulle til dagen efter i København. Men alligevel vidste jeg, at dette ikke nødvendigvis var starten på enden, men bare kunne være et lille tilbagefald i morfars sygdomsforløb. Om natten vågnede jeg ved 2-tiden grædende op af en drøm, hvor min mor døde og jeg blev ved med at høre en stemme, der sagde: "Men lige meget hvor gammel man er, så er man stadig sine forældres barn..." Da jeg vågnede var jeg godt klar over, at det egentlig ikke var min mor og mig, drømmen handlede om, men essensen var stadig den samme. Mens jeg prøvede ikke at vække min kæreste, tænkte jeg for mig selv, at morfar i det mindste ville blive mødt i himlen af oldemor og de to børn han havde måtte putte i graven. Næste morgen ventede jeg, at der hvert øjeblik det skulle være ville komme en besked om, at morfar var død, men den kom ikke. Da jeg satte mig på flyet til København levede morfar stadig.
Det skulle dog ikke vare ved, for kun 15 minutter efter mit møde var startet kunne jeg se på min mobiltelefon, at min mor ringede. Da hun jo godt vidste, at jeg sad i møde, så kunne jeg nok regne ud, at det ikke var gode nyheder hun ringede med. Ganske rigtigt lå der en grådkvalt besked fra min mor på telefonsvareren, hvor hun bad mig om at ringe straks. Jeg ringede op, og hun fortalte mig at morfar var død. Jeg prøvede at holde fatningen i starten. Jeg hader og afskyr at græde, og desuden vidste jeg, at morfar endelig havde fået det som han ønskede. Han orkede ikke mere og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke bare måtte få fred. Og det havde han nu fået. Hvor stor sorgen end var, så var det alligevel en slags trøst, at han ikke havde nået at lide lige så meget som de utallige syge og trætte patienter jeg i mit arbejde har mødt. Jeg knækkede dog snart og sad bare der på trappen og græd. Herefter fattede jeg mig lidt og skrev til min kæreste. Jeg tror bare jeg skrev noget i retningen af: "Morfar er død..." Siden skrev jeg en kærlighedserklæring til ham på Facebook og ringede til mit arbejde for at bede om fri dagen efter. Tanken om at skulle være psykisk tilstede på arbejdet den næste dag var nærmest ikke-eksisterende. Derefter snakkede jeg med min kæreste, der ringede fra arbejdet så snart han så min besked. Og så gik jeg ind til mit møde og sagde, at jeg blev nødt til at booke mit fly om, så jeg kunne komme tidligere hjem. Jeg havde brug for at komme hjem til min familie.
På vej hjem i flyet sad jeg og nynnede "Altid frejdig, når du går" inde i mit hoved, mens jeg næsten vantro betragtede det smukke snelandskab ovenpå skyerne, hvor solen skinnede smukt. Og jeg tænkte, hvor mærkeligt det var, at verdenen omkring mig gik upåvirket videre, selvom morfar ikke længere levede.
I lufthavnen i Aalborg hentede min svigerinde mig og vi kørte om til mormor og morfars hus, hvor familien var samlet. Men jeg kunne ikke gå ind i soveværelset, hvor morfar stadig lå i sengen. Jeg kunne ikke engang kigge derind. Jeg tror jeg var bange for hvad jeg ville se. For jeg ville gerne huske morfar sådan som han var en gang. Sådan som han var på billedet ovenfor. Glad, sjov og smilende. Familiens overhoved. Manden, der hjalp alle. Mig med mine regnestykker i tredje klasse og mor med advokaten, da hun og far blev skilt. Men til sidst overvandt jeg mig selv og gik derind. Og han var så smuk. En fredfyldt sovende morfar, der i døden så mere levende og frisk ud, end han længe havde gjort i livet. Jeg græd, kyssede ham på panden og skældte ham kærligt ud, fordi han havde vovet at dø, når jeg ikke var der. Sagde at jeg elskede ham og bad fadervor, selvom morfar nok ikke rigtig var særlig religiøs selv. Og bad ham hilse i himlen.
Sammen ventede familien på lægen, der skulle skrive dødsattesten og sammen gjorde vi morfar i stand og gav ham et pænt jakkesæt på. Om aftenen sad vi sammen; mor, mormor, min kæreste og jeg, og snakkede med bedemanden. Som det mest naturlige i verden blev min kæreste bedt om at være en af kistebærerne. For selvom morfar kun havde mødt ham nogle få gange, så kunne han lide ham fra første gang han mødte ham. Og jeg er taknemlig for, at jeg mødte ham inden morfar blev syg og døde.
Både den dag bedemanden hentede morfar og kørte ham væk i den smukke hvide kiste inde i den blankpolerede sorte rustvogn, og den dag morfar blev bisat skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, trods det øvrige triste januarvejr. Mit religiøse jeg følte, at det var vorherre, der bød morfar velkommen i himlen.
 |
| Morfar og mig anno 2007 |
Og som familien blev et medlem fattigere det dag i januar, så bød vi samtidig et nyt medlem velkommen, da min kærestes lillesøster to dage efter morfars død blev mor til lille Josephine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar