Kunsten at vælge et barn

Jeg så her til aften en reklame for et kommende program på DR1. Det hed: "Undskyld vi er her" og handler, hvad jeg kan forstå, om børn og unge med Down's Syndrom og om, som den ene pige sagde: "Jeg er en del af en uddøende race...", nemlig at mange vælger at få foretaget en abort, når de ved nakkefoldsscanningen får at vide, at fosteret, det kommende barn, har Down's Syndrom.

Jeg synes det må være skrækkelig, at føle man er en del af en uddøende race og, tror jeg, føle, at man ikke er noget værd, siden mange vælger andre, der ligner en, fra. Omvendt er jeg overbevidst om, at jeg selv ville vælge et syg foster fra, for jeg ønsker som de fleste andre et helt perfekt lille barn, når den tid kommer. Jeg er selv sådan en person, som vil gå meget op i at "bage" mit barn under de optimale forhold. Ingen røg. Ingen alkohol. Ingen laks, tun, røde bøffer, hårfarve, kattebakker... etc. Jeg agter ikke at være hysterisk og vil blive ved med at gå med makeup, bruge parfume og nusse katten. Graviditet er ikke en sygdom, det er en naturlig tilstand i menneskelivet.

Men...

Jeg har ikke selv noget imod mennesker med Down's Syndrom. Jeg synes de har en menneskelig værdi som alle andre. De har følelser, tanker og lyster på lige fod med os andre. Men de er alligevel ikke helt som alle andre. De har nogle behov, som er specielle. Kræver mere hjælp på nogle områder. Uden jeg naturligvis helt ved det med sikkerhed, da jeg ikke har børn i det hele taget endnu, så er et handicappet barn en større mundfuld end et barn uden handicap. Og jeg tror, at selv børn uden handicaps er en udfordring nogle gange.

Desuden tror jeg også, at denne tendens med at vælge fostre med handicaps fra er en naturlig følge af den stræben efter perfektion, der eksisterer i dagens samfund. Vi vil alle have den smukkeste bolig. Det bedste job. Den flotteste bil. De mest velopdragne og perfekte børn. Altså hele vejen igennem en perfekt facade. Og her passer et handicappet barn ikke ind. Jeg siger ikke at det er hele sandheden. Som jeg tidligere har sagt, så er der flere aspekter i det her med at vælge et sygt foster fra. Nogle siger også, at det er af hensyn til de nederlag og den modgang et handicappet barn igennem livet må opleve. Og det tror jeg også er delvist sandt. Men omvendt, så kender disse børn jo ikke til andet end det de er født til, så mon ikke de også kan have en god livskvalitet?

Samtidig må jeg indrømme, at dette tv-program sætter tingene lidt i perspektiv. For oplever disse børn alligevel mere af samfundets og omgivelsernes modvilje mod dem og andre, der ligner dem? Og med tanke på den modvilje, er vi så som samfund gode nok til at tage os af og støtte familier med handicappede børn?

Bypiger søger Bonderøve

Så er (endnu) et nyt datingprogram dukket op. Hvad er det nu for nogle bypiger? Synes indtil videre de fleste har været fra Sjælland. Og det er vel ikke det samme som at være bypige? Jeg synes da, at mange af mine veninder/bekendte fra Sjælland også snakker om, at provinsen også eksisterer mange steder på Sjælland. Og er provinsen også der, så må der vel også være bonderøve på Sjælland, men det kommer måske i et senere afsnit af datingprogrammet...? I dag er de i hvert fald i Klitmøller i Thy... Og så er det jo, at ærkejyden i mig tænker: "Er man en bonderøv fordi man er fra Jylland???"

Og noget helt andet er... Er det virkelig så svært at finde en kæreste nu til dags, at man bliver nødt til at deltage i et realityprogram? Det gør mig faktisk ret trist... Omvendt er jeg glad for, at jeg ikke er ude på kødmarkedet, for det dér med at skulle på tv og gøre mig selv til grin foran hele nationen... Ja, det er vist ikke lige mig... ;)

Men jeg er nok alligevel glad for at der er nogle, der vil deltage i den slags programmer, for jeg er jo ret glad for at sidde og slappe af til dem. Sidde og tænke: "Godt det ikke er mig, der skal klemmes ned i en våddragt (og vise alle dellerne frem, som der var en, i øvrigt åleslank, kvindelig deltager, der sukkede over)! Omvendt må jeg indrømme, at jeg syntes det var temmelig latterligt, at gå i spåner over, at skulle filetere en rødspætte (eller hvad det nu var for en fisk)... Og nej søde, det hedder "FILETERE" ikke "PARTERE"! :P

Derfor er i aften en god aften. Først noget reality-datingeventyr... Derefter sæsonstart på "Mig og Min Mor", selvom det er lidt trist, at yndlingshadeobjektet Malou Stella nu stopper i serien. Bagefter et afsnit af "De Unge Mødre", selvom det irriterer mig grænseløst, at jeg "kom til" at se det på NUTV i sidste uge (troede nemlig, at det var sidste uges afsnit jeg havde klikket mig ind på...) Men derfor kan det måske godt ses en gang til... ;)

Men hvad er det lige ved os mennesker, der gør, at vi elsker at forarges og små-hade andre menneske, endda også mennesker vi ikke rigtigt kender, ud over det billede vi får af dem på tv? Selvom jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er bedre selv, så undrer denne tendens mig. Der findes jo store hadegrupper mod eks. Malou Stella, der tæller mange medlemmer, som hader hende kun pga. det billede man har af hende fra hendes tv-optræden. Hvorfor er vi blevet sådan et hadefuldt folkefærd??? Og hvorfor i det hele taget spilde tiden med at hade andre? Mon ikke vi hurtigt kan blive enige om, at det ville være meget mere gunstigt og givende, at koncentrere os om positivitet? Jeg synes det ville være skønt at kunne.

For jeg kan da heller ikke selv, men det er da klart noget jeg vil øve mig på! :)

Tårer

Tårer er noget mærkeligt noget. Små eller store dråber af vand, der løber ud af vores øjne, når følelserne bliver for store. Jeg hader at græde. Og så er det fuldstændig lige meget om det er af glæde eller sorg. Selv da min morfar døde syntes jeg at det var meget svært at skulle vise mine følelser offentligt. Tårer er svaghed. Et stærk menneske er også herre over sine følelser på godt og ondt! ...Eller hvad?

"Tårer er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på, at du har været stærk for lang tid!"

Jeg kan godt se logikken i det udsagn, men omvendt har jeg svært ved at overbevise mig om, at det er sandt. At det er OK for mig at græde og vise følelser. Det er en meget svær proces at lære det. Jeg kan godt beundre andre, der har evnen til at vise deres følelser på godt og ondt. Jeg arbejder på, at jeg uden at få dårlig samvittighed både kan blive rigtig gal og rigtig ked af det. At jeg tør at stå 110 % ved alle mine følelser og indse, at jeg ikke er sort/hvid. At jeg, mine følelser og behov indeholder mange nuancer. At det måske så betyder, at jeg bliver gal over en lille bagatel eller græder over en tv-reklame, det må jeg og mine nærmeste vel bare tage med så. For at ikke vise følelser er ikke mere en mulighed. For bestræbelserne for at være stærk er ikke hvad, der gør mig virkelig stærk. Jeg er først virkelig stærk, når jeg tør være mig selv fuldt ud. Derfor er det på en mærkelig omvendt måde faktisk en sejr for mig, når jeg kan græde. Også selvom det er over en lille bagatel. For det betyder, at jeg langsomt lærer at give slip på mig selv. Så dette indlæg er ikke et trist og deprimeret indlæg. Det er et indlæg fuld af forhåbning, mod og styrke. Ægte styrke! En styrke, der kommer af, at jeg bliver stærkere dag for dag. Finder mig selv. 

Hurra for mig! ;)

(Lidt selvfed har man vel lov til at være? ;) )

Hvor blev sommerferien af

Så er ferien ved at være ovre... På mandag starter arbejdet igen med fire dages møder. Tre af dem i København og den del glæder jeg nok mest af alt til... Jeg skal denne gang overnatte to gange derovre og jeg glæder mig til at lege turist i den fritid, der er mellem møderne. Og jeg glæder mig til at komme til at savne min Tinsoldat. For selvom jeg hader at indrømme det, så tror jeg den her "mig-tid" hver for sig er meget sund og at det i det hele taget er sundt for forholdet at savne hinanden lidt en gang i mellem. Vi nærmer os nu snart 11 måneders mærket af forhåbentlig mange i vores forhold (ja, det lyder ikke af så meget, men det er alligevel lidt stort for os... :) )

Ferien er blevet brugt på at gøre haven lidt i stand ("lidt", da der stadig er langt igen, men afgrøderne fra forældrenes have, samt de knap 700 kr., der blev lagt i Plantorama og Bauhaus har da hjulpet på det!).

Vi har haft besøg af en af Tinsoldatens venner fra eksotiske Vejle og i den forbindelse skamløst misbrugt ham og hans bil til at handle stort ind i Bilka, Ikea, Bauhaus, Silvan m.m.

Vi har været på tre forskellige museer, (jeg har) soppet ved stranden i Sæby og spist på Jensens Fiskerestaurant på Sæby havn.

Vi har (når ferien er slut) været til min mors fødselsdagsfest hele to gange. Første gang til en kop formiddagskaffe på selve dagen, anden gang bliver på lørdag, hvor vi skal fejre hende rigtigt. Jeg er et meget heldigt menneske, at jeg har denne stærke, ukuelige og grænseløst kærlige menneske i mit liv.

Jeg har været i biografen to gange i sommerferien. Den ene gang gik jeg alene ind og så den nye Spiderman-film. Jeg kan varmt anbefale filmen og hyggede mig rigtig meget i mit eget selskab, det er vist ikke sidste gang jeg skal ind se film alene... ;) Anden gang var igår, hvor jeg var inde og se Madagascar 3 i 3D sammen med en veninde. Endnu en film, der kan anbefales. Bagefter prøvede vi noget Bubble Tea, et anderledes koncept med iste med tapiokakugler i. Det smagte nu ganske okay. Så var vi ude og spise og endte med en drink inden vi gik hver til sit. Super hyggeligt! :) Næste gang må det blive "Magic Mike", en vaskeægte "Girls Night Out"-film...

Have-frau

Så fik jeg mig endelig min syren i baghaven! :)

I finally got my lilac in the back garden!!! :)

Et forsøg på at kurere... ALT!

I dag var jeg i Fårup Sommerland med en god veninde. En årligt tilbagevendende begivenhed. Vi gik i barndommen igen og lod os slå gule, blå og sorte i diverse rutchebaner og lignende forlystelser. Undervejs var vi også nogle gange i souvenirshoppene og glo på alle mulige ting mellem himmel og jord med det til fælles, at der i princippet ikke var noget vi som sådan ikke kunne leve uden. Til sidst faldt jeg dog over en "Road Runner" (på dansk: "Hjulben") til min niece, da det var årets 4D film i biografen deroppe. Og til mig selv faldt jeg for armbåndene på billedet. De skulle i følge skiltene kunne kurere lidt af hvert. Og bedst af alt; det kostede kun 30 kr. pr. stk. MEEEEEGET billigere end at gå til psykolog! ;) Nå, men de skulle altså fjerne stress, gøre mig tålmodig (yeah, right! ;) ), styrke kærligheden, virke afslappende og styrke parforholdet. Som sælgeren i kassen sagde, så ville jeg, hvis det virkede blive den perfekte kæreste. Og virker det ikke, så er de da i det mindste rigtigt pæne at have på! :P

Today I went to the amusement park, Fårup Sommerland with a friend of mine. We do this every year, just the two of us. We buy a bus pass, go to the amusement park and become like children again. We rode the different rides until our bodies were sore and then we went to the 4D cinema and saw "Road Runner and Wile E. Coyote". Later we went and bought a Road Runner toy for my niece and the bracelets above for myself. They were supposed to help with all sorts of things like stress, relaxation and strengthen my love life and relationship... Well, guess we'll see how effective they are. But like the girl in the souvenir shop said: "If they work, you'll be the perfect girlfriend!" Guess my boyfriend would like that... ;)

Stemningsbilleder fra sommerferien

Så blev det tid til at invitere hele den pukkelryggede til house-warming. 10 mennesker, herunder ét barn. Det blev en super hyggelig aften, hvor ovnen og opvaskemaskinen til fulde blev indviet... ;) Menuen stod på "julemad" dvs. flæskesteg med det hele og til dessert var der chokoladekage og vaniljeis. Vi sluttede af med Irish Coffee...*suk* for en dejlig aften... :)

Det dækkede bord til vores indflytterfest/ House ready for housewarming party for the family

Nyplantede roser

Af min familie fik vi en ny rose til bedet ude foran huset, da den ene af de roser, der var her, da vi flyttede ind, var gået ud. Den fik jeg plantet i dag, og selvom haven og bedene stadig langt fra er som jeg gerne vil have dem, så skrider det da frem ad og vores hus og have bliver mere og mere vores.