Glædelig jul (del 2)

Efter flæskestegen og anden var indtaget og de snavsede tallerkener var sat i opvaskemaskinen skete, der noget, der førte til at Tinsoldaten og jeg fik den bedste julegave vi havde kunne ønske os. Mens min mor og jeg stod ude i køkkenet og satte kirsebærsovsen over til risalamanden begyndte min mor at stikke til mig om jeg havde taget en graviditetstest for nylig. Det skal siges, at det I familien ikke som sådan har været en hemmelighed at Tinsoldaten og jeg gerne ville have en familieforøgelse og at vi, om ikke arbejdede aktivt for det, så i hvert fald heller ikke gjorde noget for at forhindre, at det skulle ske. Men min alder taget i betragtning (jeg fylder 30 i marts 2013) og samtidig det faktum, at jeg havde spist p-piller i snart 14 år, gjorde, at vi prøvede ikke at få forhåbningerne for højt op. Jeg skal da indrømme, at jeg havde testet et par gange i oktober, da jeg ikke havde fået en menstruation siden jeg smed p-pillerne i starten af september, men begge gange var testen til stor skuffelse negativ. Og det gjorde da, at jeg mistede modet lidt. Jeg må indrømme, at jeg til tider blev ramt at en frygt for, at Tinsoldaten og jeg måske ikke passede sammen, at jeg måske ikke kunne blive gravid af naturlig vej eller at vi ikke var gode nok til at ramme ægløsningen, plus en masse andre overvejelser. Jeg havde derfor bare talt mig frem til, at hvis der skulle være lige så længe frem til næste menstruation, så skulle jeg først have den i starten af marts og med den tanke prøvede jeg at slå spekulationerne ud af hovedet. I første omgang var jeg bare glad for at min krop en enkelt gang (i november måned) havde lykkedes med at selv producere en menstruation efter at have været sat i en kunstig cyklus siden jeg var 15-16 år gammel. Og jeg havde slettet den mentruationsapp jeg havde downloadet til min telefon (da den bare stressede mig, når den viste, at det nu var "så-og-så" mange dage siden vi havde haft sex, da jeg jo godt var klar over, at man ikke kan blive gravid uden).

Men her stod vi så i køkkenet,  min mor og jeg, og alt hendes kærlige pressen på gjorde mig da alligevel en smule nysgerrig, for det var jo trods alt ca. 44 dage siden min sidste menstruation, så muligheden var der jo. Og var mine bryster ikke blevet ufattelig ømme? Og var jeg ikke lidt mere træt? Mine bukser og den kjole jeg havde prøvet at tage på i dag, var de ikke også lige vel stramme? Var det bare for megen mad, eller var der rent faktisk en anden og bedre forklaring på det hele?

Jeg afviste naturligvis alle forslag fra min mor og konstaterede at jeg bare havde spist for meget og at min krop bare var forvirret over selv at skulle producere sine hormoner. Men da mor forlod køkkenet tog nysgerrigheden alligevel over og jeg skyndte mig at nuppe et engangsplastikglas i køkkenskabet og listede mig ud på badeværelset. For der var nemlig lige præcis én graviditetstest tilbage i skabet. Med bankende hjerte og rystende over hele kroppen tissede jeg i glasset og dyppede bagefter spidsen på min sidste graviditetstest i urinen. "1-2-3..." talte jeg for mig selv, da jeg havde læst i brugsanvisningen at de skulle dyppes deri i tre sekunder. Så satte jeg den lyserøde hætte på testen og lagde den på badeværelseshylden. Med, om muligt, endnu mere bankende hjerte kiggede jeg til, mens urinen trak op over teststrimlen i det lille vindue. 

Men... Var det ikke som om, der kom to streger???

Jeg kan huske, at jeg kiggede vantro på mig selv i spejlet;

DEN VAR POSITIV!!!!

Der var ingen tvivl længere. I vinduet var der to helt tydelige mørke streger. Testen var indiskutabelt positiv, jeg var gravid. Jeg turde næsten ikke komme ud fra badeværelset, for hvad nu hvis der kom nogen og opdagede mit projekt før jeg kunne indvie Tinsoldaten i vores lille hemmelighed. Jeg låste toiletdøren op og råbte med den mest rolige stemme jeg i nuet kunne præstere: "Skaaat, kom lige herud!" (Stemmen var dog på ingen måde rolig, hvilket Tinsoldaten siden har pointeret. Jeg lød præcis ligesom da vi fik brevet om, at vi havde fået vores hus). Tinsoldaten kom ud til badeværelset og jeg hev ham indenfor mens jeg hysterisk grinende viste ham den positive test. "Skal vi fortælle folk det?" spurgte han og jeg svarede, at det måtte han bestemme, for det havde hele tiden været ham, der gerne ville vente til vi var igennem første trimester med at fortælle nyheden til  familien. Og jeg havde selv tænkt på alle mulige måder at fortælle min mor det på en anderledes og sjov måde, ligesom hun i sin tid selv havde gjort det, da hun ventede mig. Men glæden boblede nu over for os begge og det ville være umuligt at skjule det for de andre resten af aftenen. Derfor aftalte vi ret hurtigt, at vores familier skulle have det at vide med det samme. Tinsoldaten gik i forvejen og jeg fulgte efter med testen i hånden. Han nåede ikke at sige mere end: "Vi har en nyhed..." Før jeg afslørede det hele ved at vifte hysterisk med graviditetstesten overfor hans søster og resten af familien. Og jeg må sige, at det vakte lykke i familierne. De var næsten ligeså henrykte, som vi selv var. 

Ja, sådan gik det til, at vi d. 24/12/12 fik en noget uventet, men MEGET velkommen ekstra julegave! ENDNU EN GANG GLÆDELIG JUL! :)

    

Hovsa... ;)

This is the story of how my boyfriend and I got an unexpected Christmas present on Christmas Eve, when we discovered, that we were expecting :) I'm not sure that anything's ever going to top the present of a positive pregnancytest, which I took while all the guests were seated in our living room, just because my mother thought I was pregnant! :D

Glædelig Jul

Så blev det endelig jul. Med alt hvad dertil hører! :) Kalenderlyset er brændt ned og det samme er adventslysene. Anden er i ovnen og flæskestegen ved at blive gjort klar. Ja, her i husholdet skal vi holde jul med både and, flæskesteg og medister! Og til dessert mors ris al amande, som hun har lavet hjemmefra. Juleaften holdes her hos os denne gang og jeg tror nok vi begge glæder os til at få huset fuldt af vores dejlige familie. Juletræet stråler og under det kommer der til at ligge læssevis af gaver (specielt med tanke på, at der et et barn med, som nok vil få mange gaver fra alle sider af familie og venner). Og jeg er faktisk ikke sådan overdrevent nervøs for at skulle stå for juleaften for begge sider af familien. Største krise er vel tøjkrisen, men sådan er det jo at være kvinde, eller hvad? ;) Men nu må jeg nok hellere kaste mig over de sidste ting...

GOD JUL TIL ALLE!!! :)

Schyyy!!!

Hentet fra www.ekstrabladet.dk

De sidste par dage har jeg opdaget en træls tendens på de forskellige danske avisers hjemmesider. Her er der nemlig den ene artikel på den anden om, hvordan vores mænd og kærester er os utro til firmajulefrokosten og andre artikler om, hvordan vi forhindrer dette. Og så er det jo, at lille jaloux jeg spørger mig selv, HVORFOR HVORFOR HVORFOR synes I, danske medier, at vi har brug for den slags overskrifter??? Jeg kan fortælle jer, at jeg på ingen (!) måde har brug for den slags overskrifter, da jeg i forvejen er fuldt ud i stand til at frembringe den slags scenarier i min hjerne uden jeres hjælp! Bare spørg Tinsoldaten!!! Og stakkels Tinsoldat, der skal berolige mig efter disse overskrifter! ;)

Det er jo ikke fordi det er nogen nyhed at både mænd og kvinder kan have svært ved at holde nallerne for sig selv når sprutten går ind, men der er heldigvis også rigtigt mange, der aldrig kunne drømme om at lave sådan noget lort, enten fordi de har oplevet på egen krop, hvordan det er, når partneren er utro, eller fordi de på andre måder har haft det tæt inde på kroppen. Og i bund og grund, så kan jeg personligt godt se, at det er spild af kræfter, at spekulere på sådan noget, da man alligevel ikke kan styre andre menneskers gøren og laden, og da specielt ikke, når man ikke er til stede. Og så kan aviserne skrive hvad de vil. Jeg tror det bedste man kan gøre er, at have en åben dialog og ikke mindst STOLE PÅ SIN PARTNER! :)

Jaloux Hausfrau over and out!

Jule-hausfrau

Nu er det snart jul. Ja, det synes jeg faktisk! Derfor synes jeg lige, at jeg ville dele mine julerier på bloggen. Herunder er der billeder af min hjemmelavede adventskrans og min kalenderlys-dekoration. Det er dejligt, at det lykkedes mig, at få det lavede inden den første december og den første søndag i advent i år. For sidste år løb jeg forvildet rundt som en høne uden hoved de første dage i december og prøvede at bikse noget sammen. Med vekslende resultat, hvis jeg selv skal sige det. Af en eller anden grund kom julen skrækkeligt bag på mig sidste år...

Adventskrans a la Hausfrau

Men i år er jeg på forkant med det hele. Jeg fik også købt den sidste julegave inden december gjorde sit indtog. Nu mangler der to gaver til Tinsoldatens familie. Men det vælger jeg at se som hans opgave (indtil han vælger at bede mig om hjælp. Noget jeg har skulle lære at gøre. ...Og som jeg selv er ved at lære, tror jeg... ;) )

Kalenderlysdekoration a la Hausfrau

Bag kalenderlyset ses billeder af min dejlige niece Josephine og min morfar, som jeg har omtalt i tidligere blogindlæg. 

Jeg hørte i dag den nye med Rasmus Seebach og Ankerstjerne "1000 år" i radioen mens jeg ventede på bussen hjem. Og så stod jeg der på Aalborg busterminal og var ved at begynde at græde. Synes bare sangen var så smuk og mindede mig så meget om mine følelser i forhold til min morfars død. Denne jul bliver den første uden min morfar. Og det tror jeg bliver svært for hele familien. Ligesom det bliver mærkeligt, når vi når til årsdagen for hans død eller den dag han kunne have fyldt 84 år. Det er sjovt som man helt og aldeles kan fortrænge alle tanker om ens egne nære og kæres dødelighed, når man selv arbejde i hjemmeplejen og møder syge og døende ofte på arbejdet. For med det in mente, så kan jeg jo godt se, at morfar var gammel. Men han var jo min morfar, så jeg ønskede jo at lige netop han skulle leve for altid. Men jeg ville nu ikke have ønsket, at han skulle leve og pines, sådan som han havde det efter han blev syg. Så nu står billedet af ham der og minder mig om ham, min morfar som "jeg vil elske i 1000 år"!

Twilight-mania

Ja, jeg kan lige så godt indrømme det; jeg er totalt bidt af Twilight-feber!

Derfor var der heller ingen tvivl, da min veninde spurgte om vi skulle til Twilight-marathon (som denne gang faktisk ikke var et decideret marathon, men bare en visning af "Breaking Dawn - del 1 og forpremiere af del 2). 

Derudover har vi de seneste uger været i biografen hver mandag for at se de øvrige film i Twilight-sagaen. Det har bare været nogle super gode uger!

Og jeg var bestemt heller ikke sen til at sige ja, da min svigerinde, Tinsoldatens lillesøster, spurgte om jeg ville med hende ind og se den nye Twilight film. Hendes kæreste har lige så lidt interesse i at se Twilight som Tinsoldaten, så jeg tror de begge bare bare lykkelige over, at de slap for at blive slæbt med ind og se filmen. 

Derfor endte jeg med at være i biografen og se den samme film to dage i træk (faktisk kun med 14 timers mellemrum) og i det hele taget være i biografen og se Twilight hele tre gange på kun en uge. 

Jeg synes det er så skønt at vores familier har det så godt med hinanden. Da jeg for nyligt var afsted for at repræsentere FOA Ungdom på 3F Ungdoms landsmøde inviterede Tinsoldaten da bare sig selv ud at spise hos mine forældre og blev der til langt ud på aftenen, da de hyggede og snakkede så godt sammen. Det er sådan jeg synes det skal være i en familie.

Men jeg var altså inde og se den nye Twilight, som desværre er den sidste film i Twilight-sagaen. Jeg kan varmt anbefale den, da jeg synes den er suverænt, trods meget dårlige anmeldelser i pressen. Jeg synes de skulle tage at sende en af os TwiHards ind og anmelde filmen, da den gut de sendte ind for 24Nordjyske da i hvert fald ikke havde en s*** forstand på hvad han snakkede om! 2 STJERNER!?!?!? *tsk tsk* Ja, der er da sikkert ting, der kunne være bedre og det er måske lidt for ærbart en gang i mellem med skildringen af det seksuelle forhold mellem Bella og Edward. Men omvendt, så synes jeg også at det er lidt forfriskende med den mere pæne skildring, efter alle de pornografiske indtryk man får smidt i hovedet alle andre vegne fra, både frivilligt og ufrivilligt. Man kan jo efterhånden ikke sælge NOGET SOM HELST uden at det skal sælges med sex...

Efter to dage med den nye Twilight og masser af slik og popcorn var jeg lige ved at få abstinenser fredag, da jeg ikke skulle ind og se filmen for tredje gang. Men det er måske også lige i overkanten (selvom jeg gerne tager med ind og se den flere gange, hvis der er nogle der mangler en at tager i biografen med!), der er sikkert nok at bruge pengene på nu her op til jul og alt... 

Nu er det så bare at vente til den kommer på blu-ray og dvd og i samleboks, så jeg kan gense den herhjemme i min hjemmebiograf MAAAAANGE gange! ;)

I've been to the movie theatre and watched the new "Twilight: Breaking Dawn part 2" no less than two times this week, only 14 hours apart. And I could easily go and watch it again a third and fourth time, if any of my friends were in need of someone to take them. I am totally in love with the Twilight saga and I really struggled to hold back the tears at the end of the movie both times, as I was so sad, that this would be the last I was going to see of the lovely vampires, werewolfes and human beings of Forks. I am SO going to get it when it comes out on blu-ray and/or dvd and probably in a collectors edition. And I am going to watch it over and over again in my home cinema. I don't agree with the movie critics that only gave it two stars in their reviews. I loved it, as a real TwiHard should! ;)

Helt vildt hausefrau!

Jeg har bare været helt vildt hausfrau-agtig i dag. Og jeg takker min dejlige mormor for, at jeg har redskaberne til mine projekter. Jeg har nemlig fået hendes gamle Kenwood-maskine. Den er vist fra 70'erne eller tidligt i 80'erne og jeg tør derfor ikke smide delene i opvaskemaskinen (efter jeg så hvad den gjorde ved en gammel iskugleske jeg har fra min oldemor), men nej hvor er det dejligt alligevel. Jeg har nu hænderne fuldstændig fri til at smide diverse ingredienser ned i skålen, mens maskinen gør alt rørearbejdet for mig. I dag blev resultatet en stor portion frugtboller med hakkede hasselnødder, appelsinskal, cocktailbær og rosiner. De smager bare skønt!!! :) Og så skidt med at delene fra Kenwood-maskinen skal vaskes af i hånden, for jeg slipper stadig for det meste af opvasken, som bare ryger i min anden favoritmaskine: opvaskemaskinen!

Kender du det?

I dag var bare "sådan en dag"!

Kender du ikke også det, at en dag starter lidt skævt? ...Og så siden bare fortsætter noget i retning af...Det samme! 

Først og fremmest irriterede jeg mig allerede fra starten over, at jeg skulle op kl. 4.30 for at møde på arbejde "langt-pokker-i-vold" henne... Nå, men så skidt med det alligevel, for jeg kunne jo bare pakke mig ind i "én-million-fire-hundrede-tusinde"-lag tøj og så ville jeg jo alligevel kunne hygge lidt på vejen og få lidt frisk luft på scooteren. 

Hvad vågner jeg til?

Super meget nattefrost og frossen scooter (alt er jo naturligvis relativt, når man er en frossenpind og bor i Danmark...)

Allerede igår strejkede scooteren pludselig da manden var på vej hjem fra arbejde, men mon ikke det bare var en enlig svale?

Nej...

Scooteren strejker først én gang ca. 1 km hjemmefra...

Nå, jeg slår koldt vand i blodet og får den relativt blidt og nogenlunde let i gang igen.

Herefter sørger jeg for at give den bare en lille smule gas, når jeg holder for rødt lys. Maskinen er jo kold, så måske det er derfor den insisterer på at gå i stå i tide og utide under kørslen. Det går fint nok og uden problemer de næste ca. 9 km.

MEN....

Et kort stykke henne ad super mørk og ikke oplyst landevej taber scooteren igen fart. Denne gang går den HELT i stå (og jeg er hermed sortklædt offentligt ansat på uoplyst landevej siddende på en sort scooter klokken ca. tyve minutter over seks om morgenen...) Ja, jubii, siger jeg bare... og griner lidt over ironien... :)

Denne gang nægter scooteren, der var til garantieftersyn og igennem den helt store tur for ca. 1600 kr. i august pure at starte igen trods omkring 10 forsøg fra min side. Til sidst giver op og stiger af. Jeg får slæbt ca. 100 kg scooter ind over en græsrabat til en cykelsti, som lykkeligvis er der og begynder at gå tilbage mod civilisationen og lysene fra Kvickly. Efter et lille stykke vej bestemmer jeg mig for at prøve at starte den og denne gang lykkes det.

Nu bestemmer jeg mig så for at vende hjem og prøve at komme på arbejde med offentlig trafik i stedet. Alternativet er at jeg strander længere ude ad landevejen og det er jeg altså ikke interesseret i (plus det ville alligevel ikke give dagens arbejdsgiver min arbejdskraft tidligere...)

Jeg kommer hjem uden problemer og finder på rejseplanen og google maps ud af, at jeg kan komme med en bus kl. 7.28 og så skifte til en anden bus inde på busterminalen kl. 8.15. Resultatet er, at jeg ankommer til arbejdspladsen kl. 8.50, altså lige knap to timer senere end jeg skulle... Dette ringer jeg og meddeler dem og de tager det rigtig pænt. 

Knap så pænt tager stedet, der skal bruge min arbejdskraft i morgen det. Men som jeg siger til dem, så kan jeg jo ikke rigtigt gøre for, at min nysynede scooter har valgt at give op en lørdag morgen, hvor der er komplet umuligt, at komme på arbejde med offentlig transport. Og værkstedet kan jeg jo først få fat på mandag morgen. Derudover har jeg inden muligheder for at låne en bil nogle steder.

Resten af arbejdsdagen går slag-i-slag og jeg får først tid til at spise frokost kl. 14.30, altså en halv time før jeg har fri. Fra min morgenmad, som jeg indtog ca. kl. 5, og til jeg kan spise frokost har jeg levet på en kop sort kaffe og to vingummier... 

Alligevel synes jeg at dagen har været ganske ok. Måske fordi mine kolleger i dag har været søde og borgerne ligeså. Og så kan jeg jo i det mindste se frem til at kunne sove 1½ time længere i morgen, når jeg nu først kan komme med en bus kl. 7.20 :)

Årsdag

I dag er det præcis et år siden jeg mødte Tinsoldaten. Det var den gang til valgfesten hos Dortes tvillingesøster Ditte. Den gang jeg faldt for Tinsoldatens lækre parfume (hedder det mon ikke også det på mænd, når nu det ikke er aftershave, som først antaget?), da han hjalp mig med at finde tallerkener i Dittes soveværelse. Jeg gik hårdt efter at blive venner med ham på Facebook. Jeg tror jeg tænkte, at så måtte jeg vel se om han tog næste skridt. Tror det endte med at jeg selv gjorde det mere eller mindre, da jeg tre dage senere sendte et tillykke til ham via Facebook på hans fødselsdag. Nogle dage senere kom der en invitation til en biograf tur eller en kop kaffe. Jeg hoppede på det sidste og på dagen gad jeg næsten ikke. Jeg var træt efter at have været på arbejde og skulle på kommunikationskursus i Middelfart med FOA Ungdom de næste to dage (som skulle havde været min friweekend). Men til sidste tvang jeg mig selv afsted. Var måske nok lidt nysgerrig, trods alt... ;)

Og det blev en hyggelig aften, hvor vi fik snakket om... Ja, næsten alt. Bagefter fulgte han mig hjem og et stykke fra gadedøren kyssede han mig, da vi skulle sige farvel til hinanden. Jeg kastede mig hovedkuls ud i et spændende eventyr sammen med ham. Indrømmet, det er ikke lutter lagkage altid og det går op og ned som alle forhold gør det. Men den gang havde jeg aldrig troet jeg jeg nu et år senere er flyttet i hus med ham og jeg har fået en dejlig svigerfamilie med den skønneste lille krudtugle af en niece. Og Dorte venter sit første barn med sin kæreste... :)

Selvom han har fået skylden for at skabe splid i familien, så har jeg på ingen måde fortrudt. For hans fandenivoldskhed nogle gange har også givet mig noget. Jeg begynder sagte at lære, at man ikke altid skal finde sig i hvad som helst. Man skal kæmpe for det man tror på og acceptere, at ikke alle altid vil kunne lide dig. Men så længe du er dig og tror på det du står for, så må det vel være sådan. Jo mere tryg du er i dig selv, jo bedre vil folk i den sidste ende også acceptere dig som person. Viser du andre forståelse og respekt, så vil det i langt de fleste tilfælde også være det du får tilbage. Og dem, der ikke kan acceptere dig og vise dig respekt, så er de alligevel ikke værd at samle på!

Vær mod andre, som du ønsker andre skal være mod dig! :)

Pressefrihed?

Nedenstående er ene og alene et udtryk for mine personlige holdninger og skal ikke ses som et angreb på nogen...

Jeg sad i dag oppe hos min mormor og læste i et SE og Hør. Her stødte jeg på en lille kronik/artikel skrevet af chefredaktøren. Emnet var TV2's udelukkelse af SE & Hør fra optagelserne af hhv. "Vild med Dans" og "Voice". Begrundelsen var, i flg. TV2, "for at beskytte deres medarbejdere", dvs. Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C. Noget, der efter hvad jeg har forstået på SE & Hør's chefredaktørs udlægning af historien skulle være et direkte resultat af, at de to tv-værter har truet TV2 med, at de ikke ville være værter på de to programmer. OG dette skete kun for at de skulle have fedet deres bankbøger op...

Et forsøg på at hindre pressefriheden i flg. SE og Hør's chefredaktør. Han har tilsyneladende både advokater og andet godtfolk i ryggen mht. dette synspunkt. Nå ja, og grunden til Christiane og L.O.C.'s vrede mod SE og Hør? Paparazzi-billeder taget af en topløs Christiane og en heller ikke helt påklædt L.O.C. under en privat ferie i Thailand (eller lignende). Billeder, som efter hvad chefredaktøren for SE & Hør skriver, er almen eje for offentligheden. Mentaliteten er lidt, som jeg læser det, at han man én gang valgt, at arbejde i et kendis-erhverv og er blevet en offentlig person, så skal man altid være til rådighed for offentligheden og kan ikke forvente sig at have noget som helst privatliv.

Okay...

Men det er altså i mine øjne det samme som, at jeg som SOSU-assistent, altid skal være til rådighed for at passe gamle mennesker og aldrig har ret til at have fri! Men sådan er det heldigvis ikke (endnu!). Hvorfor skal en tv-vært så finde sig i at for indvaderet sit privatliv fra alle leder og kanter? Har de ikke lige så meget ret til at kunne slappe af og være sig selv en gang i mellem?

Billederne var, for mig, på ingen måde krænkende. Og for at være helt ærlig, så syntes jeg at de var relativt uinteressante. Ikke andet end man kan se på en strand om sommeren. Men hvorfor har jeg, i flg. SE & Hør, behov for at se at de er på kærlighedsferie? Og hvorfor skal artiklen være ledsaget af netop de billeder? Jeg synes specielt det er interessant, da disse to personer faktisk er meget private om deres privatliv ellers. Skal de ikke have lov til det? Faktisk synes jeg, at alle skal have lov til at vælge den slags eksponering fra, når de vil. Selv en Amalie eller en Peter, som rent faktisk har vist mange private sider af sig selv i det offentlige rum (egentlig også for mange efter min mening...), har faktisk ret til at vælge alle de nysgerrige øjne fra, når de vil.

For et eller andet sted, så er det her jo deres arbejde, og man kan ikke være på arbejde, og dermed tilgængelig, hele tiden.

At bruge pressefriheden som argument for at trykke disse billeder synes jeg er meget misforstået. Dette siger jeg uden det fjerneste kendskab til hvad pressefriheden helt konkret går ud på. Men jeg antager at det handler om retten til at bringe nyheder i offentlighedens interesse. Og her mener jeg så, at disse billeder af Christianes bryster langt fra er noget, som er i offentlighedens interesse at have kendskab til. Det er en slags agurketid i medierne. Når vi ikke har noget mere interessant at bringe, eller ikke har evnen af skrive mere interessante artikler, så smider vi da lige et par bare bryster op!

Jeg kommer også til at tænke på, at SE & Hør for nogle år siden bragte et billede af HKH Kronprins Frederik, der stod og tissede fra en båd... OK, og hvorfor var det lige at vi havde brug for at se det??? Jeg lider i hvert fald ikke personligt af den illusion, at kronprinsen ikke skal på toilettet nogle gange, får influenza, bliver forkølet, sover, etc. som alle os almindelig dødelige. Så jeg har ikke brug for at se ham tisse, men synes faktisk at det er rigtig uforskammet at vise sådan noget med en snert af sensationslyst, for det er da ikke mere interessant end havde det været en hver anden mand.

Men den eneste måde, at bekæmpe dette er nok at undlade at købe de blade, der vælger at bringe den slags nyheder. Og det gør vi jo nok ikke alligevel. For der er heldigvis stadig også interessante(-re) historier i bladene. Og nu har man jo købt bladene i mange år. Men måske vi på andre måder kan fortælle diverse redaktører, at vi også synes de kendte har ret til lidt privatliv?

Det synes jeg vi skal! :)

Kunsten at vælge et barn

Jeg så her til aften en reklame for et kommende program på DR1. Det hed: "Undskyld vi er her" og handler, hvad jeg kan forstå, om børn og unge med Down's Syndrom og om, som den ene pige sagde: "Jeg er en del af en uddøende race...", nemlig at mange vælger at få foretaget en abort, når de ved nakkefoldsscanningen får at vide, at fosteret, det kommende barn, har Down's Syndrom.

Jeg synes det må være skrækkelig, at føle man er en del af en uddøende race og, tror jeg, føle, at man ikke er noget værd, siden mange vælger andre, der ligner en, fra. Omvendt er jeg overbevidst om, at jeg selv ville vælge et syg foster fra, for jeg ønsker som de fleste andre et helt perfekt lille barn, når den tid kommer. Jeg er selv sådan en person, som vil gå meget op i at "bage" mit barn under de optimale forhold. Ingen røg. Ingen alkohol. Ingen laks, tun, røde bøffer, hårfarve, kattebakker... etc. Jeg agter ikke at være hysterisk og vil blive ved med at gå med makeup, bruge parfume og nusse katten. Graviditet er ikke en sygdom, det er en naturlig tilstand i menneskelivet.

Men...

Jeg har ikke selv noget imod mennesker med Down's Syndrom. Jeg synes de har en menneskelig værdi som alle andre. De har følelser, tanker og lyster på lige fod med os andre. Men de er alligevel ikke helt som alle andre. De har nogle behov, som er specielle. Kræver mere hjælp på nogle områder. Uden jeg naturligvis helt ved det med sikkerhed, da jeg ikke har børn i det hele taget endnu, så er et handicappet barn en større mundfuld end et barn uden handicap. Og jeg tror, at selv børn uden handicaps er en udfordring nogle gange.

Desuden tror jeg også, at denne tendens med at vælge fostre med handicaps fra er en naturlig følge af den stræben efter perfektion, der eksisterer i dagens samfund. Vi vil alle have den smukkeste bolig. Det bedste job. Den flotteste bil. De mest velopdragne og perfekte børn. Altså hele vejen igennem en perfekt facade. Og her passer et handicappet barn ikke ind. Jeg siger ikke at det er hele sandheden. Som jeg tidligere har sagt, så er der flere aspekter i det her med at vælge et sygt foster fra. Nogle siger også, at det er af hensyn til de nederlag og den modgang et handicappet barn igennem livet må opleve. Og det tror jeg også er delvist sandt. Men omvendt, så kender disse børn jo ikke til andet end det de er født til, så mon ikke de også kan have en god livskvalitet?

Samtidig må jeg indrømme, at dette tv-program sætter tingene lidt i perspektiv. For oplever disse børn alligevel mere af samfundets og omgivelsernes modvilje mod dem og andre, der ligner dem? Og med tanke på den modvilje, er vi så som samfund gode nok til at tage os af og støtte familier med handicappede børn?

Bypiger søger Bonderøve

Så er (endnu) et nyt datingprogram dukket op. Hvad er det nu for nogle bypiger? Synes indtil videre de fleste har været fra Sjælland. Og det er vel ikke det samme som at være bypige? Jeg synes da, at mange af mine veninder/bekendte fra Sjælland også snakker om, at provinsen også eksisterer mange steder på Sjælland. Og er provinsen også der, så må der vel også være bonderøve på Sjælland, men det kommer måske i et senere afsnit af datingprogrammet...? I dag er de i hvert fald i Klitmøller i Thy... Og så er det jo, at ærkejyden i mig tænker: "Er man en bonderøv fordi man er fra Jylland???"

Og noget helt andet er... Er det virkelig så svært at finde en kæreste nu til dags, at man bliver nødt til at deltage i et realityprogram? Det gør mig faktisk ret trist... Omvendt er jeg glad for, at jeg ikke er ude på kødmarkedet, for det dér med at skulle på tv og gøre mig selv til grin foran hele nationen... Ja, det er vist ikke lige mig... ;)

Men jeg er nok alligevel glad for at der er nogle, der vil deltage i den slags programmer, for jeg er jo ret glad for at sidde og slappe af til dem. Sidde og tænke: "Godt det ikke er mig, der skal klemmes ned i en våddragt (og vise alle dellerne frem, som der var en, i øvrigt åleslank, kvindelig deltager, der sukkede over)! Omvendt må jeg indrømme, at jeg syntes det var temmelig latterligt, at gå i spåner over, at skulle filetere en rødspætte (eller hvad det nu var for en fisk)... Og nej søde, det hedder "FILETERE" ikke "PARTERE"! :P

Derfor er i aften en god aften. Først noget reality-datingeventyr... Derefter sæsonstart på "Mig og Min Mor", selvom det er lidt trist, at yndlingshadeobjektet Malou Stella nu stopper i serien. Bagefter et afsnit af "De Unge Mødre", selvom det irriterer mig grænseløst, at jeg "kom til" at se det på NUTV i sidste uge (troede nemlig, at det var sidste uges afsnit jeg havde klikket mig ind på...) Men derfor kan det måske godt ses en gang til... ;)

Men hvad er det lige ved os mennesker, der gør, at vi elsker at forarges og små-hade andre menneske, endda også mennesker vi ikke rigtigt kender, ud over det billede vi får af dem på tv? Selvom jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er bedre selv, så undrer denne tendens mig. Der findes jo store hadegrupper mod eks. Malou Stella, der tæller mange medlemmer, som hader hende kun pga. det billede man har af hende fra hendes tv-optræden. Hvorfor er vi blevet sådan et hadefuldt folkefærd??? Og hvorfor i det hele taget spilde tiden med at hade andre? Mon ikke vi hurtigt kan blive enige om, at det ville være meget mere gunstigt og givende, at koncentrere os om positivitet? Jeg synes det ville være skønt at kunne.

For jeg kan da heller ikke selv, men det er da klart noget jeg vil øve mig på! :)

Tårer

Tårer er noget mærkeligt noget. Små eller store dråber af vand, der løber ud af vores øjne, når følelserne bliver for store. Jeg hader at græde. Og så er det fuldstændig lige meget om det er af glæde eller sorg. Selv da min morfar døde syntes jeg at det var meget svært at skulle vise mine følelser offentligt. Tårer er svaghed. Et stærk menneske er også herre over sine følelser på godt og ondt! ...Eller hvad?

"Tårer er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på, at du har været stærk for lang tid!"

Jeg kan godt se logikken i det udsagn, men omvendt har jeg svært ved at overbevise mig om, at det er sandt. At det er OK for mig at græde og vise følelser. Det er en meget svær proces at lære det. Jeg kan godt beundre andre, der har evnen til at vise deres følelser på godt og ondt. Jeg arbejder på, at jeg uden at få dårlig samvittighed både kan blive rigtig gal og rigtig ked af det. At jeg tør at stå 110 % ved alle mine følelser og indse, at jeg ikke er sort/hvid. At jeg, mine følelser og behov indeholder mange nuancer. At det måske så betyder, at jeg bliver gal over en lille bagatel eller græder over en tv-reklame, det må jeg og mine nærmeste vel bare tage med så. For at ikke vise følelser er ikke mere en mulighed. For bestræbelserne for at være stærk er ikke hvad, der gør mig virkelig stærk. Jeg er først virkelig stærk, når jeg tør være mig selv fuldt ud. Derfor er det på en mærkelig omvendt måde faktisk en sejr for mig, når jeg kan græde. Også selvom det er over en lille bagatel. For det betyder, at jeg langsomt lærer at give slip på mig selv. Så dette indlæg er ikke et trist og deprimeret indlæg. Det er et indlæg fuld af forhåbning, mod og styrke. Ægte styrke! En styrke, der kommer af, at jeg bliver stærkere dag for dag. Finder mig selv. 

Hurra for mig! ;)

(Lidt selvfed har man vel lov til at være? ;) )

Hvor blev sommerferien af

Så er ferien ved at være ovre... På mandag starter arbejdet igen med fire dages møder. Tre af dem i København og den del glæder jeg nok mest af alt til... Jeg skal denne gang overnatte to gange derovre og jeg glæder mig til at lege turist i den fritid, der er mellem møderne. Og jeg glæder mig til at komme til at savne min Tinsoldat. For selvom jeg hader at indrømme det, så tror jeg den her "mig-tid" hver for sig er meget sund og at det i det hele taget er sundt for forholdet at savne hinanden lidt en gang i mellem. Vi nærmer os nu snart 11 måneders mærket af forhåbentlig mange i vores forhold (ja, det lyder ikke af så meget, men det er alligevel lidt stort for os... :) )

Ferien er blevet brugt på at gøre haven lidt i stand ("lidt", da der stadig er langt igen, men afgrøderne fra forældrenes have, samt de knap 700 kr., der blev lagt i Plantorama og Bauhaus har da hjulpet på det!).

Vi har haft besøg af en af Tinsoldatens venner fra eksotiske Vejle og i den forbindelse skamløst misbrugt ham og hans bil til at handle stort ind i Bilka, Ikea, Bauhaus, Silvan m.m.

Vi har været på tre forskellige museer, (jeg har) soppet ved stranden i Sæby og spist på Jensens Fiskerestaurant på Sæby havn.

Vi har (når ferien er slut) været til min mors fødselsdagsfest hele to gange. Første gang til en kop formiddagskaffe på selve dagen, anden gang bliver på lørdag, hvor vi skal fejre hende rigtigt. Jeg er et meget heldigt menneske, at jeg har denne stærke, ukuelige og grænseløst kærlige menneske i mit liv.

Jeg har været i biografen to gange i sommerferien. Den ene gang gik jeg alene ind og så den nye Spiderman-film. Jeg kan varmt anbefale filmen og hyggede mig rigtig meget i mit eget selskab, det er vist ikke sidste gang jeg skal ind se film alene... ;) Anden gang var igår, hvor jeg var inde og se Madagascar 3 i 3D sammen med en veninde. Endnu en film, der kan anbefales. Bagefter prøvede vi noget Bubble Tea, et anderledes koncept med iste med tapiokakugler i. Det smagte nu ganske okay. Så var vi ude og spise og endte med en drink inden vi gik hver til sit. Super hyggeligt! :) Næste gang må det blive "Magic Mike", en vaskeægte "Girls Night Out"-film...

Have-frau

Så fik jeg mig endelig min syren i baghaven! :)

I finally got my lilac in the back garden!!! :)

Et forsøg på at kurere... ALT!

I dag var jeg i Fårup Sommerland med en god veninde. En årligt tilbagevendende begivenhed. Vi gik i barndommen igen og lod os slå gule, blå og sorte i diverse rutchebaner og lignende forlystelser. Undervejs var vi også nogle gange i souvenirshoppene og glo på alle mulige ting mellem himmel og jord med det til fælles, at der i princippet ikke var noget vi som sådan ikke kunne leve uden. Til sidst faldt jeg dog over en "Road Runner" (på dansk: "Hjulben") til min niece, da det var årets 4D film i biografen deroppe. Og til mig selv faldt jeg for armbåndene på billedet. De skulle i følge skiltene kunne kurere lidt af hvert. Og bedst af alt; det kostede kun 30 kr. pr. stk. MEEEEEGET billigere end at gå til psykolog! ;) Nå, men de skulle altså fjerne stress, gøre mig tålmodig (yeah, right! ;) ), styrke kærligheden, virke afslappende og styrke parforholdet. Som sælgeren i kassen sagde, så ville jeg, hvis det virkede blive den perfekte kæreste. Og virker det ikke, så er de da i det mindste rigtigt pæne at have på! :P

Today I went to the amusement park, Fårup Sommerland with a friend of mine. We do this every year, just the two of us. We buy a bus pass, go to the amusement park and become like children again. We rode the different rides until our bodies were sore and then we went to the 4D cinema and saw "Road Runner and Wile E. Coyote". Later we went and bought a Road Runner toy for my niece and the bracelets above for myself. They were supposed to help with all sorts of things like stress, relaxation and strengthen my love life and relationship... Well, guess we'll see how effective they are. But like the girl in the souvenir shop said: "If they work, you'll be the perfect girlfriend!" Guess my boyfriend would like that... ;)

Stemningsbilleder fra sommerferien

Så blev det tid til at invitere hele den pukkelryggede til house-warming. 10 mennesker, herunder ét barn. Det blev en super hyggelig aften, hvor ovnen og opvaskemaskinen til fulde blev indviet... ;) Menuen stod på "julemad" dvs. flæskesteg med det hele og til dessert var der chokoladekage og vaniljeis. Vi sluttede af med Irish Coffee...*suk* for en dejlig aften... :)

Det dækkede bord til vores indflytterfest/ House ready for housewarming party for the family

Nyplantede roser

Af min familie fik vi en ny rose til bedet ude foran huset, da den ene af de roser, der var her, da vi flyttede ind, var gået ud. Den fik jeg plantet i dag, og selvom haven og bedene stadig langt fra er som jeg gerne vil have dem, så skrider det da frem ad og vores hus og have bliver mere og mere vores.

Hausfrau med panikangst

Når man nu bliver en lille smule (læs: MEGET) panikangst, når Tinsoldaten meddeler, at der er fest hos en gammel kammerat. I GADEN af alle steder. Og vist også et skummelt sted (i hvert fald i mit hoved... ;) )... Ja, hvad gør man så??? Jo, man tager da en tur ud og overnatter hos forældrene! :) At det ikke helt fjerner panikken er jo så en anden sag... Men det gav mig da gode muligheder for at få tankerne afledt, samtidig som jeg kunne hygge godt og grundig med min mor, som jeg naturligvis ikke ser helt så ofte som før jeg både havde fuldtidsarbejde og "fuldtidskæreste". Nej, jeg klager ikke. Livet handler vel om at stifte familie og komme videre. Men det ER nu skønt at blive forkælet af sin mor. Det bliver man aldrig for gammel til, hvis du spørger mig. Det var bare ærgerligt, at jeg skulle tidligt op og på arbejde i dag... :( Omvendt var det skønt, at starte dagen ud med varme rundstykker med lun leverpostej, juice, kaffe og blødkogte æg... Ikke ligefrem noget jeg selv står og laver inden jeg skal på arbejde... ;) Og madpakken bestod af resterne fra gårsdagens middag (frikadeller med stuvet makaroni) og pepsi max. Så bliver det ikke meget bedre!
Og Tinsoldaten sendte billeder af sin mad (jeg elsker madbilleder!), godnatbeskeder og skrev pænt, da han kom hjem fra byen. Så selvom han driller mig konstant med mine dårlige nerver (fordi jeg er bange for, at der sker ham noget når han er ude og party med gutterne), så er han nu også sød og tage sig af mig! :)




Yesterday I went and visited my parents and slept over there. The reason? My boyfriend got invited to a birthday party at and old friends, and I wasn't invited. Besides I had to get up early and go to work, not the best time to go out partying and drinking all night long. And despite my panic I actually think my boyfriend should go out without me now and then. Just not too often! ;) And I enjoyed myself very much too, being spoiled by my mother, who made me breakfast and made my lunch for work too. And my boyfriend? Had a nice time. Sent me texts with pictures of his food (loooove food pics), sent me a goodnight-text and wrote me, when he got home from the party (safely I might add! ;) )


So... Neurotic over-and-out! :P

Eftertanke #2

Også i dag er lidt specielt. I dag kunne jeg have haft en bror, der blev 24 år. Men han har tavst valgt familien fra, fordi vi ikke længere indordnede os under hans og hans kærestes meninger og holdninger. Fordi jeg fik mig en kæreste, der om nogle, ikke gad sidde spydige bemærkninger overhørig og har sine argumenter på plads. Nå ja, og så tillod både min kæreste og jeg os at have en mening om børneopdragelse, PÅ TRODS AF, at vi ikke selv har børn. Som en af min kærestes kolleger sagde, da han hørte budskabet om, at man ikke må mene noget om opdragelse, når man ikke har børn selv, så er det vel det samme som, at man ikke kan have nogen holdning til at være gift, hvis man ikke selv er det (på trods af, at man lever papirløst sammen og har gjort det længe). Men jeg er med på, at det der med børneopdragelse er et betændt fænomen. Dog vil jeg da forvente mig, at mine venner og familie HJÆLPER MIG med at opdrage evt. kommende børn. At de er mine ekstra øjne og ører. Og at de fortæller mig hvis mine børn gør noget de ikke må. 


Men nok om det, for det var slet ikke hvad dette skulle handle om...

Jeg kan stadig huske, da jeg blev vækket fordi mor skulle på sygehuset og føde. Det er nu 24 år siden. I dag kl. 12.35 var det præcis 24 år siden han kom til verden. Min lillebror. Igennem vores opvækst har der været gode og dårlige perioder. Perioder, hvor søskende rivaliseringen gik lige lovlig voldsomt for sig. Men som vi blev ældre synes jeg vi fandt sammen igen, selvom jeg nu godt kan se, at vi nok aldrig var helt tætte alligevel. Men det er også OK. Vi var og er forskellige og hvor jeg nok altid mest har slægtet min mor på og taget hendes parti, så var han nok mere sin (ja, egentlig vores...) fars søn. Og sådan er det vel gerne med børn. Det gjorde naturligvis også, at jeg havde sværere ved at forstå ham, hans måde at se tingene på og hans humor. Og dette blev mere og mere udpræget de seneste år. Men jeg havde da alligevel altid troet, at vi ville være en familie. 


For 3-4 år siden, jeg kan ikke huske det præcis, mødte han den kvinde han nu skal giftes med. En kvinde, der ligesom han selv, havde et barn i forvejen og de blev én stor familie på godt og ondt. Min bror gik ind som far for hendes datter, noget jeg synes var meget stort og flot af ham. For jeg ved selv, at det ikke altid er helt enkelt, dét der med at agere forælder for andres børn. Men måske det er nemmere når den forælder man erstatter i samværet ikke er der? I mit tilfælde havde børnene en mor, som de boede hos i det daglige, mens min bror erstattede en far, der kun var økonomisk inde i billedet men aldrig havde været der fysisk. 


Men det blev efterhånden klart, at vi ikke klikkede, min bror kæreste og familien. Vi gik skævt af hinanden og de skabte konflikter. Vi var meget forskellige og så meget forskelligt på mange ting. Og det skabte ofte en trykket stemning, når vi alle var sammen. Vi brød os ikke om hendes synspunkter og måder at fremføre dem på, og hun følte sig som en dørmåtte, der aldrig kunne sige noget rigtigt. Og begge dele var nok sandt. Det blev en negativ spiral, hvor hendes udtalelser gjorde os mere negativt stemt til hende og vores negative holdning til hende sikkert bare satte hende endnu mere i opposition. Jeg kan jo ikke udtale mig om hvad hun helt præcist har følt og tænkt, kun hvad jeg  har kunne læse mig til på hendes blog og i hendes sms'er, mails, og kommentarer på min blog. 


For et par år siden var der alvorlige problemer for første gang. Jeg kan forstå at der var nogle måneder, hvor der ingen kontakt var mellem ham og vores mor. Men det blev løst og det fjernede en del af den trykkede stemning igen. Det var atter skønt at være sammen til familiesammenkomster og jeg nød det faktisk rigtig meget. Jeg ville gerne have et godt forhold til både min bror, svigerinde og børnene. Og jeg ville såmænd gerne passe min svigerindes datter, min niece. Desværre blev jeg gerne spurgt i sidste øjeblik eller også faldt det sammen med, at jeg skulle arbejde i weekenden (den pris man betaler, når man arbejder i hjemmeplejen). Men i løbet af det seneste år skete der igen noget. Jeg kan ikke være sikker på hvad det var. Jeg har siden bl.a. fået at vide, at det var fordi de ikke kunne udstå min kæreste. Synd for dem, men lige så lidt, som jeg kan påtvinges at elske min brors kæreste ubetinget, lige så lidt kan de tvinges til at elske min. Jeg har aldrig selv set noget, der kunne forklare denne antipati, men jeg er jo også inhabil i sagen, da det jo er MIN kæreste det omhandler. Jeg har god svært ved at se, at det skulle være den eneste grund til det, der nu er sket.


I pinsen eksploderede det hele og jeg mistede en bror. Hvad der helt præcist skete finder jeg nok aldrig ud af, for hver gang jeg har forsøgt at få ham i tale har han afvist. Igennem sin kommende kone sagt, at han var dybt skuffet over mig og at jeg har såret ham dybt. Jeg står tilbage som et spørgsmålstegn. Vil gerne vide, hvad det er jeg har gjort. Men han er tavs som graven. Og kun hans kommende kone lader høre fra sig. Men jeg kan personligt ikke bruge hendes ord og forklaringer til noget. Hvis han mener noget, må han selv sige det til mig. Men det vil han ikke. 


I dag dukker han op i mine tanker igen. Dukker op fordi, der i min kalender er to udstregede begivenheder. Igår, hvor familien skulle have fejret ham og i dag, hvor hans fødselsdag stod skrevet med store bogstaver. Jeg begræder ikke at han er væk, sådan som det var blevet. Jeg bliver stædig som et æsel, for jeg har brugt alt for meget af mit liv på at prøve at blive den person alle andre gerne vil have mig til at være. Og det gider jeg ikke mere. Jeg kan ikke forstå hvorfor det kun er nogle, der må sige deres mening? Det er en hård proces at gøre op med behovet for at alle kan lide mig og behovet for at undgå konflikter, men jeg er begyndt at indse, at det er det rigtige for mig. Jeg har indset, at jeg ikke bliver mere lykkelig af lade som ingenting. Og de personer, der virkelig kan lide mig for den jeg er, de kan også godt lide mig, når jeg siger fra. Og dem, der ikke kan lide mig... Ja, de er nok alligevel ikke værd at samle på, når det kommer til stykket.


Sidst jeg hørte fra min brors kommende kone skrev hun, at han nu ikke en gang ville hilse på mig, hvis han mødte mig på gaden. Indeni trak jeg lidt på skuldrene af det. For jeg har ikke lyst til at hilse på ham heller. Jeg vil ikke vide hvad jeg skulle gøre, hvis jeg mødte nogle af dem på gaden en dag. For hele denne situation har gjort mig så uendelig vred. Det lyder skrækkeligt.... Men min tanke herefter var, at jeg ville ønske de alle var døde. Og forstå mig ret. Jeg går ikke rundt og planlægger mord eller tænker på skrækkelig måder de kan komme af dage på. Forklaringen er ganske simpelt, at jeg på den måde kunne sætte et endeligt punktum for den del af familien, den del af mit liv. Jeg har ikke lyst til at tænke på, at jeg kan støde på dem, når jeg mindst venter det. Det ville være lettere at begræde den bror jeg en gang havde, hvis det var fordi han var død. Nu er det kun personligheden, der er død, mens skallen, der stadig ligner den bror jeg havde, stadig er der. Jeg ved bare ikke hvad det er den indeholder... Og det gør mig ekstra ked af det. For jeg kan ikke forstå, hvordan man kan vælge sin familie fra. Jeg kan ikke forstå, hvordan han kan vælge vores familie fra. 


Min mor snakkede en gang om, at hun ikke har nogen at dele minderne om hendes forældre med, når de en gang begge er borte. Jeg var kun tre år gammel, da min onkel blev dræbt i en trafikulykke, så nu er hun det eneste barn, der er tilbage. Min bror lever stadig. Men alligevel er jeg blevet enebarn. Meget kan nå at ske, men jeg ved ikke hvordan vi nogensinde skal kunne få et normalt forhold igen, selvom han en dag skulle forsøge at vende tilbage til familien. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne have tillid til ham...


Tillykke derude, håber du ved, hvad du gør...

Today's my younger brother's birthday. He's turning 24. But I can't celebrate him. Can't wish him a happy birthday. Pentecost this year everything exploded and he cut off his family including myself. Why? I still don't know. Every time I try to ask him for an explanation he just remains silent. The only person I ever hear from is his fiancee. And that doesn't really help me much. At the moment I can't stand her. I know that I can't be expected to love her unconditionally, just as they can't be expected to love my boyfriend. We just have to co-exist. But at the moment we can't. Neither my boyfriend nor I wan't to keep our opinions to ourselves and be quit when we disagree. I have lived my life too long trying to keep others happy by changing the way I look, think and act. But I have discovered, that it doesn't make me happy and that the persons who really like me as I am, still likes me when I am true to myself and my views and opinions. Sometimes I wish my brother was dead, only because it would be easier to know that he was gone because of that, not that he just disappeared for no apparent reason. I hate to think that I can run into him and his fiancee when I least expect it. And I don't know what I would do if I did.


Anyways... I wish him a happy birthday, and hope that the brother I lost will one day return and explain himself... Happy B-day, bro!

Eftertanke # 1

Morfar (sommeren 2011)

I dag er en mærkedag. Men det er en mærkedag af den triste slags. I dag er det nemlig 6 måneder siden min elskede morfar døde. På den ene side kan jeg ikke forstå, at der er gået så lang tid og på den anden side, så føles det som om det skete for kort tid siden. Det skete pludseligt, og så alligevel ikke. En del af mig havde ventet at det ville ske, mens en anden del af mig pure benægtede at min morfar NOGENSINDE skulle dø. I mit arbejde som social- og sundhedsassistent møder jeg dagligt mennesker, der både er ældre og yngre end morfar var og som er syge og dør. Nogle er friske som havørne (et temmelig sjovt begreb at være "frisk som en havørn"...) i en alder af 100 år, mens andre er gamle og syge allerede mens de er i 60'erne og 70'erne... Alder er ikke en garanti for hverken godt eller dårligt helbred. Og det ved jeg godt. Men alligevel kom morfars død bag på mig. Måske også fordi jeg ser lange  sygdomsforløb og stakkels mennesker, der er skygger af sig selv, ønsker at dø, men stadig hænger ved. Vi kan ikke selv bestemme, hvornår vi skal herfra. Ikke rigtigt. Når altså man ser bort fra selvmord, og det er der heldigvis ikke så mange, der bruger som udvej.


Jeg synes selv, at det kom ret pludseligt, da morfar blev indlagt på lungemedicinsk i efteråret 2011. Jeg var til et af mine mange møder i København, da jeg på vej ud til lufthavnen for at komme hjem igen, fik en besked fra min mor om, at morfar var blevet indlagt pga. svær åndenød. At hun og mormor havde været ude på sygehuset hos ham. Jeg ville ikke kunne nå ud og besøge ham, da det ville blive for sent inden jeg var hjemme. Og jeg skulle vel formodentlig også tidligt op dagen efter og på arbejde... Jeg trøstede mig med, at både mormor og mor havde været hos morfar og at sygehuset nok skulle passe på ham, indtil jeg kunne komme derud og besøge ham. Ingen af os vidste endnu, hvor længe han ville være indlagt eller hvad indlæggelsen ville betyde. Vi måtte bare tage én dag ad gangen og forhåbentlig finde ud af hvad, der var i vejen med morfar. Tanken, at morfar måske kunne dø af det her "noget" han nu var indlagt for strejfede mig da, men jeg slog den hurtigt bort. Morfar skulle leve for evigt.


Men selvom jeg er sikker på, at personalet på sygehuset gjorde deres bedste og passede så godt på morfar, som det kunne, så var det en knækket mand, der mødte mig, da jeg kom ud på sygehuset. Morfar så syg og tynd ud i det hvide patienttøj. Han var tilkoblet et lungedræn og jeg kunne hurtigt konstatere, at der var frygtelig meget væske i drænet og min faglige viden sagde mig hurtigt, at 3-4 liter væske i lungerne ikke var et godt tegn. Men det her var jo ikke bare en hvilken som helst patient, det her var jo min morfar. For ham var 82 år jo ingen alder, han skulle blive mindst 100 år! Jeg kan ikke mindes at jeg tidligere har set min morfar græde, men på sygehuset var håbløsheden tydelig hos ham. Han havde svært ved at sove, var deprimeret og længtes bare efter at komme hjem til mormor igen. Men det er også svært at være adskilt, når den ene ægtefælle er indlagt på sygehuset. Mormor og morfar havde jo været sammen i over 60 år! At ligge på en to-sengsstue med overbelægning, besøgstider fra tidlig morgen til sen aften og en medindlagt, der fik seksuelle ydelser af sin unge asiatiske kone, kun adskilt fra morfar af et gardin, hjalp nok heller ikke på det.


Efter, hvad jeg husker som, ugers indlæggelse kom morfar hjem til mormor igen. Men han var en ændret mand efter indlæggelsen. Han blev mere inkontinent og måtte gå med ble og han måtte nu have en iltslange i næsen det meste af dagen, for at kunne få holde iltmætningen i blodet oppe. Han kunne godt nok undvære den i nogle timer, i følge lægens ordination, men morfar følte sig ikke tryg uden den. En periode begyndte morfar at udvise verbalt aggressiv og paranoid adfærd, hvilket vi antog var en bivirkning til de steroider morfar fik mod sin lungesygdom. Efter udtrapningen af denne medicin forsvandt adfærden også. Men morfar var stadig ikke sig selv. Glimtet i hans øjne og hans humor var forsvundet. Hans fysiske og psykiske forfald tærede på ham. Han kunne ikke holde ud, at han var så afhængig af andre.


Under indlæggelsen havde sygehuset ved en røntgenundersøgelse fundet en skygge på morfars ene lunge. Man vidste ikke med sikkerhed, hvad det var, men jeg tror vi alle lagde to og to sammen og tænke at en skygge på lungen kombineret med store mængder væske kun kunne betyde kræft. Men måske var morfar en af de "nogle" der lever mange år med sygdommen. Eller måske var det slet ikke så slemt. Jeg blev ved med at håbe, selvom jeg nok aldrig inderst inde troede på det. Jeg klamrede mig fast til det faktum, at morfar ikke havde tabt sig op til indlæggelsen. At han faktisk havde haft en god appetit og taget på i vægt. At kræftsyge tværtimod mistede appetitten og tabte sig. 


Mormor var morfars klippe. Hun passede og plejede ham døgnet rundt og nægtede ind i det sidste at få hjemmepleje til morfar. Hun vidste at fremmede mennesker, der skulle passe ham, bare ville gøre morfar endnu mere nervøs og bange. Morfars sygdomsforløb tærede meget på hende og hun tabte sig flere tøjstørrelser. 


Juleaften 2011 var en mærkelig juleaften. Det var nemlig den første juleaften jeg kan huske, hvor mormor og morfar ikke var med, ud over den jul jeg for nogle år siden holdt i Sverige, da jeg boede der. Desværre viste det sig også at det var den sidste juleaften morfar levede. Jeg ved at min mor siden ofte har ønsket sig, at hun kunne have holdt den juleaften sammen med mormor og morfar; sagt, at hun ville ønske at hun havde vidst, at det var den sidste juleaften vi kunne holde sammen. Nok specielt fordi, der i pinsen 2012 skete et kæmpe opbrud i familien og tiden derfor, i bagklogskabens ulideligt klare lys, kunne have været brugt meget bedre andetsteds. 


Men mormor og morfar holdt den traditionelle julefrokost 2. juledag og jeg synes egentlig vi havde en ganske god dag. 


I starten af januar var morfar til kontrol på sygehuset. Jeg tror nok skyggen var vokset. Der var i hvert fald igen noget væske på lungen, men det var ikke så meget, at det var nødvendigt at udtømme det. De ville alligevel prøve, men morfar gik i panik, da han kom op på lejet og de måtte afbryde forsøget. Vi gjorde herefter alle meget ud af, at prøve og fortælle morfar, at det var hans liv og hans krop, og at han og kun han kunne bestemme hvilke undersøgelser han ville igennem. Jeg kan huske, at mor og mormor har fortalt at morfar på et tidpunkt også livede helt op og viste et glimt af hans gamle jokende jeg den dag på sygehuset.


Den 11. januar 2012 faldt morfar om morgenen og mormor måtte ringe efter min stedfar for at få ham op. Det var også den dag, hvor mormor langt om længe måtte give op og acceptere, at det var nødvendigt at få hjemmepleje til morfar. Jeg fik først alt dette at vide om aftenen og jeg ville nok egentlig gerne have været ringet op da det skete, også selvom jeg var på arbejde. Men mor fortalte, at morfar var kommet til sig selv igen og hun havde været der hos ham den dag. Om aftenen havde hun siddet i sengen hos ham, selvom hun ellers aldrig satte sig i sine forældres seng, og snakkede med ham om gode minder. Han havde spist, havregrød, tror jeg det var, mens de sad der og sludrede. Det varmer mit hjerte, at han bl.a. havde snakket om mig med glæde i stemmen, selvom jeg ikke kunne være der den dag. Da min mor senere samme aften fortalte mig om det fik jeg sådan en mærkelig følelse i kroppen og overvejede stærkt at melde fra til det møde jeg skulle til dagen efter i København. Men alligevel vidste jeg, at dette ikke nødvendigvis var starten på enden, men bare kunne være et lille tilbagefald i morfars sygdomsforløb. Om natten vågnede jeg ved 2-tiden grædende op af en drøm, hvor min mor døde og jeg blev ved med at høre en stemme, der sagde: "Men lige meget hvor gammel man er, så er man stadig sine forældres barn..." Da jeg vågnede var jeg godt klar over, at det egentlig ikke var min mor og mig, drømmen handlede om, men essensen var stadig den samme. Mens jeg prøvede ikke at vække min kæreste, tænkte jeg for mig selv, at morfar i det mindste ville blive mødt i himlen af oldemor og de to børn han havde måtte putte i graven. Næste morgen ventede jeg, at der hvert øjeblik det skulle være ville komme en besked om, at morfar var død, men den kom ikke. Da jeg satte mig på flyet til København levede morfar stadig.


Det skulle dog ikke vare ved, for kun 15 minutter efter mit møde var startet kunne jeg se på min mobiltelefon, at min mor ringede. Da hun jo godt vidste, at jeg sad i møde, så kunne jeg nok regne ud, at det ikke var gode nyheder hun ringede med. Ganske rigtigt lå der en grådkvalt besked fra min mor på telefonsvareren, hvor hun bad mig om at ringe straks. Jeg ringede op, og hun fortalte mig at morfar var død. Jeg prøvede at holde fatningen i starten. Jeg hader og afskyr at græde, og desuden vidste jeg, at morfar endelig havde fået det som han ønskede. Han orkede ikke mere og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke bare måtte få fred. Og det havde han nu fået. Hvor stor sorgen end var, så var det alligevel en slags trøst, at han ikke havde nået at lide lige så meget som de utallige syge og trætte patienter jeg i mit arbejde har mødt. Jeg knækkede dog snart og sad bare der på trappen og græd. Herefter fattede jeg mig lidt og skrev til min kæreste. Jeg tror bare jeg skrev noget i retningen af: "Morfar er død..." Siden skrev jeg en kærlighedserklæring til ham på Facebook og ringede til mit arbejde for at bede om fri dagen efter. Tanken om at skulle være psykisk tilstede på arbejdet den næste dag var nærmest ikke-eksisterende. Derefter snakkede jeg med min kæreste, der ringede fra arbejdet så snart han så min besked. Og så gik jeg ind til mit møde og sagde, at jeg blev nødt til at booke mit fly om, så jeg kunne komme tidligere hjem. Jeg havde brug for at komme hjem til min familie.


På vej hjem i flyet sad jeg og nynnede "Altid frejdig, når du går" inde i mit hoved, mens jeg næsten vantro betragtede det smukke snelandskab ovenpå skyerne, hvor solen skinnede smukt. Og jeg tænkte, hvor mærkeligt det var, at verdenen omkring mig gik upåvirket videre, selvom morfar ikke længere levede.


I lufthavnen i Aalborg hentede min svigerinde mig og vi kørte om til mormor og morfars hus, hvor familien var samlet. Men jeg kunne ikke gå ind i soveværelset, hvor morfar stadig lå i sengen. Jeg kunne ikke engang kigge derind. Jeg tror jeg var bange for hvad jeg ville se. For jeg ville gerne huske morfar sådan som han var en gang. Sådan som han var på billedet ovenfor. Glad, sjov og smilende. Familiens overhoved. Manden, der hjalp alle. Mig med mine regnestykker i tredje klasse og mor med advokaten, da hun og far blev skilt. Men til sidst overvandt jeg mig selv og gik derind. Og han var så smuk. En fredfyldt sovende morfar, der i døden så mere levende og frisk ud, end han længe havde gjort i livet. Jeg græd, kyssede ham på panden og skældte ham kærligt ud, fordi han havde vovet at dø, når jeg ikke var der. Sagde at jeg elskede ham og bad fadervor, selvom morfar nok ikke rigtig var særlig religiøs selv. Og bad ham hilse i himlen.


Sammen ventede familien på lægen, der skulle skrive dødsattesten og sammen gjorde vi morfar i stand og gav ham et pænt jakkesæt på. Om aftenen sad vi sammen; mor, mormor, min kæreste og jeg, og snakkede med bedemanden. Som det mest naturlige i verden blev min kæreste bedt om at være en af kistebærerne. For selvom morfar kun havde mødt ham nogle få gange, så kunne han lide ham fra første gang han mødte ham. Og jeg er taknemlig for, at jeg mødte ham inden morfar blev syg og døde. 


Både den dag bedemanden hentede morfar og kørte ham væk i den smukke hvide kiste inde i den blankpolerede sorte rustvogn, og den dag morfar blev bisat skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, trods det øvrige triste januarvejr. Mit religiøse jeg følte, at det var vorherre, der bød morfar velkommen i himlen.

Morfar og mig anno 2007

Og som familien blev et medlem fattigere det dag i januar, så bød vi samtidig et nyt medlem velkommen, da min kærestes lillesøster to dage efter morfars død blev mor til lille Josephine.

Skruk?

Min niece Josephine, snart 6 måneder gammel

Min mand, Tinsoldaten, siger jeg er skruk. Han siger det nærmest som om det er et skældsord. Men han siger det kun for at drille. For spørger du mig, så er han mindst ligeså skruk selv. I hvert fald når han er sammen med vores niece Josephine. Og se lige på hende! Hun er da også bare det skønneste! ;) Langt det meste af tiden er hun en glad lille pige, der har let til smil. Lige for tiden er hun dog mere morsyg og græder mere. Men det bette pus har også fået sig en ordentlig omgang maveonde med en rød hale til følge. Og så svider det jo voldsomt, når der atter er gevinst i den tynde afdeling... :(

Men tilbage til det med at være skruk. Hvad er det egentlig for en størrelse? I følge wikipedia og Google er det noget høns bliver, når de er vilde efter at ligge på æg. Men sidst jeg tjekkede var jeg da ikke en høne... Og det dér med at ligge på æg lyder da frygteligt kedsommeligt (med mindre det inkluderer et frit abonnement til alle filmkanalerne og en blød rede at ligge i... ;) ) og tror da også jeg ville få både liggesår og generelt frygtelig ondt i hele kadaveret...

Men hvis det bare skal betyde, at jeg gerne vil have min egen lille prinsesse eller prins, så ja, så er jeg nok lidt skruk. Men det er Tinsoldaten også. For når jeg ser ham sammen med Josephine, så har jeg svært ved at forestille mig, at han ikke også vil smelte over hans egne prinser og prinsesser. Og vi har efterhånden begge en alder, hvor det er naturligt, at man stifter familie. Det er i hvert fald min mening. Og selvom det ikke bliver en dans på roser, så er jeg sikker på, at vi nok skal klare det.

And for my international readers (I have seen, that there has been over 30 hits on my blog from Russia and the US, who I would like to address):

This is a picture of my almost 6 month old niece, Josephine. She is just the most adorable, happy little girl. Always smiling. But lately she has been a bit sick with stomachaches and diarrhea, which has resulted in a rash. And of course it stings whenever she has a dirty diaper. My love for my nice has resulted in my boyfriend teasing me, calling me a broody hen. I, on the other hand, just thinks it is natural for an almost-thirty year old woman in a relationship to want children of her own. I am sure my boyfriend will melt over his own children too, as he has with his sisters daughter, Josephine. I won't be a bed of roses, but we will manage! :) 

Beautiful flowers in my garden

Sommertegn

Tak til min mor og stedfar, som gav os disse fine krukker med blomster, da vi flyttede ind i huset! :)

Hygge i haven i det dejlige solskin

I dag var der så indflytningssyn til huset, selvom kloge hoveder på kontoret godt nok havde glemt det. Må nok indrømme, at jeg var en lille smule små-gnaven over, at have haft vækkeuret til at ringe på min eneste fridag denne uge, når de først dukkede op kl. 12 og kun fordi jeg ringede til varmemesterkontoret og beklagede mig. Men synet gik fint, og heldigvis var dagen da ikke helt spildt, da jeg også havde inviteret min dejlige mor på formiddagskaffe. Bagefter blev det også lige til en tur ned til kridtgraven og så ud for at handle. Eftermiddagen blev afsluttet med hygge i solen i baghaven. Det er jo med at nyde det gode vejr mens vi har det. Erfaring viser jo, at den danske sommer er lunefuld... ;)

Den positive vinkel

Efter al den ballade, der har været i min familie den seneste måneds tid eller mere, så er det utrolig nemt, at kun fokusere på det negative. At blive sur og indebrændt, hver gang jeg læser alle de løgne, der udgør den anden sides sandhed. For det er SÅ langt fra den version jeg selv kender til. Den version, som jeg 100 % mener er sandheden. Samtidig som jeg ved, at lige så lidt som de kan overbevise mig om, at det er dem, der har ret, lige så lidt kan jeg overbevise dem om min side af "sandheden". "Sandheden" er sat i citationstegn, da jeg kan forstå, at det dér med sandheden er meget subjektivt og i min familie derfor også meget svært at blive enige om.


I stedet vil jeg nu prøve at fokusere på det positive, som hele konflikten trods alt har bragt med sig.


1) Var vi ikke blevet uvenner, så skulle vi have brugt (en masse) penge på en dåbsgave.


2) Vi havde skulle bruge en dag i vores travle tid inden flytningen på barnedåben. Den dag blev nu i stedet brugt på at male huset.


3) Vi skal ikke ud og bruge penge på bryllupsgave og nyt tøj til brylluppet.


4) Vi havde formodentlig stadig siddet til familiesammenkomster og ladet som ingenting og haft svært ved at finde ud af hvad vi skulle sige og gøre. Det slipper vi for nu, og selvom det er trist at have mistet en del af familien, så har det også taget en masse spænding og ubehag væk fra resten af familien. Vi har fået ro. Og det er super skønt, at kunne slappe helt af, når vi nu samles.


5) Sammenbruddet var alligevel kommet før eller senere. Dette siger jeg, da der tidligere har været mindre sammenbrud i forbindelsen og dette sammenbrud har været undervejs længe. Det er ikke bare sket for en måneds tid siden. Kulminationen måtte ske før eller siden, og den var ikke (kun) foranlediget af ønsket om at rense luften i familien, men af alt det sagte og usagte igennem det/de seneste år.


6) Jeg har fået mulighed for at udforske mit vrede "jeg" og har fået sagt, hvad jeg mener. Og iiiih, hvor er det bare befriende at få lov til at være lidt "bitchy" en gang imellem!


7) Jeg er begyndt at blogge mere aktivt, og som mit horoskop for et par uger siden sagde, så skulle jeg udforske mine kreative sider ved eksempelvis at blogge! :)