I går var hele familien til middag hos mormor. En sådan "nu-inviterer-jeg-heller-ikke-mere-før-min-fødselsdag-og-så-alligevel"-indbydelse. Den slags invitationer får vi sådan nogle gange hvert år og det er altid lige så hyggeligt. Mormor er en fremragende kok, så man går ALDRIG sulten fra bordet (i modsat fald ville det i hvert fald også bare være personens egen skyld!). Jeg synes det er flot, at mormor har overskud til alt dette, med tanke på, at mormor mistede morfar i januar. Men jeg tror at noget af det, der holder hende oppe i svære tider er, at vi i familien altid har holdt sammen. Og det vil vi, der er tilbage, trods vi ikke er mange, fortsat gøre. Min holdning har nu altid været, at det er dét man gør i en rigtig familie, og at familien gerne skulle være ens trygge base.
Menuen igår stod på tunmousse med kold dressing og hvidløgsflutes til forret, mørbrad i fad med sovs og kartofler til hovedret og senere kaffe, slik og toscatærte på terassen. Det var super hyggeligt, som det altid er i mormors selskab og nøj, hvor var man forspist, da vi tog derfra med den første basisbus ca. kl. halv tolv i nat. Vi var desuden lige ved ikke at finde hjem, da skærmene i bussen ikke blev opdaterede og vi derfor pludselig kørte forbi vores stoppested i mørket. Heldigvis kom vi kun et stoppested for langt, og derfra kunne vi stadig se hen til den gade vi skulle op ad. Men så fik jeg da også lige vist manden, hvor områdets jern- og metalcontainer var... ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar