Jeg så her til aften en reklame for et kommende program på DR1. Det hed: "Undskyld vi er her" og handler, hvad jeg kan forstå, om børn og unge med Down's Syndrom og om, som den ene pige sagde: "Jeg er en del af en uddøende race...", nemlig at mange vælger at få foretaget en abort, når de ved nakkefoldsscanningen får at vide, at fosteret, det kommende barn, har Down's Syndrom.
Jeg synes det må være skrækkelig, at føle man er en del af en uddøende race og, tror jeg, føle, at man ikke er noget værd, siden mange vælger andre, der ligner en, fra. Omvendt er jeg overbevidst om, at jeg selv ville vælge et syg foster fra, for jeg ønsker som de fleste andre et helt perfekt lille barn, når den tid kommer. Jeg er selv sådan en person, som vil gå meget op i at "bage" mit barn under de optimale forhold. Ingen røg. Ingen alkohol. Ingen laks, tun, røde bøffer, hårfarve, kattebakker... etc. Jeg agter ikke at være hysterisk og vil blive ved med at gå med makeup, bruge parfume og nusse katten. Graviditet er ikke en sygdom, det er en naturlig tilstand i menneskelivet.
Men...
Jeg har ikke selv noget imod mennesker med Down's Syndrom. Jeg synes de har en menneskelig værdi som alle andre. De har følelser, tanker og lyster på lige fod med os andre. Men de er alligevel ikke helt som alle andre. De har nogle behov, som er specielle. Kræver mere hjælp på nogle områder. Uden jeg naturligvis helt ved det med sikkerhed, da jeg ikke har børn i det hele taget endnu, så er et handicappet barn en større mundfuld end et barn uden handicap. Og jeg tror, at selv børn uden handicaps er en udfordring nogle gange.
Desuden tror jeg også, at denne tendens med at vælge fostre med handicaps fra er en naturlig følge af den stræben efter perfektion, der eksisterer i dagens samfund. Vi vil alle have den smukkeste bolig. Det bedste job. Den flotteste bil. De mest velopdragne og perfekte børn. Altså hele vejen igennem en perfekt facade. Og her passer et handicappet barn ikke ind. Jeg siger ikke at det er hele sandheden. Som jeg tidligere har sagt, så er der flere aspekter i det her med at vælge et sygt foster fra. Nogle siger også, at det er af hensyn til de nederlag og den modgang et handicappet barn igennem livet må opleve. Og det tror jeg også er delvist sandt. Men omvendt, så kender disse børn jo ikke til andet end det de er født til, så mon ikke de også kan have en god livskvalitet?
Samtidig må jeg indrømme, at dette tv-program sætter tingene lidt i perspektiv. For oplever disse børn alligevel mere af samfundets og omgivelsernes modvilje mod dem og andre, der ligner dem? Og med tanke på den modvilje, er vi så som samfund gode nok til at tage os af og støtte familier med handicappede børn?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar