tirsdag den 30. juli 2013

Yeah!!!

I dag var jeg til en ekstra scanning af min moderkage. 

Årsagen er, at den har ligget meget lavt og på et tidspunkt i graviditeten også delvist hen over livmoderhalsen. 

I dag skulle vi så kontrollere om den stadig lå i vejen, da dette ville betyde kejsersnit, for at undgå den øgede blødningsrisiko forbundet med en foranliggende moderkage, også kaldet placenta prævia på latin. Hvor grænsen for, hvor tæt den kan være på livmoderhalsen helt præcis ligger ved jeg ikke konkret, men for tre uger siden var den 1 cm fra, og det kunne jeg godt se ikke var helt nok. I dag var afstanden så ca. 2 cm, hvilket stadig ikke er meget. Men den læge, der scannede mig konfererede med en mere erfaren kollega og det endte med at jeg heldigvis fik lov til, som udgangspunkt, at føde min datter selv. Jeg skal dog kontakte fødegangen med det samme, hvis vandet går eller jeg begynder at bløde, da det er muligt, at de vil have mig indlagt til observation tidligere end ellers, for at kunne følge fødslen nærmere og sørge for, at der ikke tilstøder komplikationer undervejs. 

En af grundene til, at jeg har fået grønt lys til vaginal fødsel af min datter var, at det er et stort ønske for mig, at få lov til dette (havde jeg været desperat efter at få et kejsersnit, så havde de sikkert bare givet mig det i stedet)
En anden grund er, at jeg ikke har blødt i løbet af graviditeten og at min datter står meget dybt og godt nede i mit bækken med hovedet og at hun derfor med al sandsynlighed vil komprimere moderkagen på vej ned gennem fødselsvejen og dermed selv forhindre blødning fra moderkagen. 

Men altså... Yeah! Dejlig besked!!!

Derudover blev hun skønnet til 3200 g nu, så hun har en ganske god størrelse. Mit mål er dog at komme op på 3800 g inden hun bliver født, så hun vejer det samme som hendes mor gjorde i sin tid! ;) Så nu er der bare tilbage at vente og se, hvornår hun vil have fødselsdag... Tiden frem til dette bliver, er jeg helt sikker på, meget spændende... :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar